Uyuni Salt Flats, Bolivia. Foto: Ezequiel Cabrera/Wikipedia
Den kommende boom inden for batterier til elbiler og Lazy Bikes (el-cykel), betyder en boom inden for batterier til at drive dem. En ny kamp om naturressourcer er begyndt.
Introduktionen af lithium, verdens letteste metal, gjorde det muligt for en revolution. Længere batterilevetid, lettere batterier i vores laptops, mobiltelefoner og iPods. Lithium vejer 1/20 af, hvad nikkel og bly gør. Lithium bruges også i antidepressiv medicin, keramik og atomkraft. Efterspørgslen efter lithium er på tærsklen til at eksplodere med al denne snak om elbiler og cykler. Lithium er det nye olie.Træd Bolivia ind på scenen. Dette udviklingsland har mindst halvdelen af verdens forsyning af lithium, mest af det findes i underjordiske saltlag under verdens største saltflats i Salar de Uyuni i det sydvestlige Bolivia. Ifølge nogle studier stammer mellem 50% og 70% af al lithium i verden herfra. I øjeblikket kommer størstedelen af lithiumet i verden fra Argentina, Chile, Kina og Australien. Bolivia er Lithiums centrum, men landets lithiumproduktion er stadig i de tidlige udviklingsstadier.
Den, der fandt ud af, at det var Bolivia, der var ovenpå al det lithium, må have svinget sin næve i luften og hvæset “Yes!” Heldigvis er det et udviklingsland. Der er penge at tjene, og der er intet mere irriterende end at udviklede nationer bliver rigere, når det kunne have været et selskab.For at elbilsboomet kan ske - bogstaveligt talt - skal forsyningerne af lithium sikres og beskyttes. Toyota indgik for nylig et samarbejde med et australsk mineselskab og investerede 100 mio. dollars for at sikre forsyninger fra miner i et andet udviklingsland, Argentina. Andre vil snart følge efter. Hele Better Place-projektet, der håber på at placere 100.000 elbiler i Danmark og Israel inden for 5 år, vil være en fiasko, hvis der ikke er tilstrækkelige forsyninger af lithium.
Der er skeptikere, der frygter, at lithium vil blive placeret på en piedestal ligesom olie blev / bliver og blive en førende strategisk naturressource. Lithiumkrigen lyder lidt sci-fi, gør det ikke? Men krige og naturressourcer har en tendens til at gå hånd i hånd. Nogle advarer om, at verden vil løbe tør for lithium inden for et par årtier. Der er stadig masser af forskning i gang for at udvikle mere effektive batterier ved hjælp af ‘gamle’ nikkel og bly. Andre siger dog, at der er mere end nok lithium til alle. Mellem 18-20 millioner tons i Bolivia alene. Nok til mere end 5 milliarder elbiler (ikke en opmuntrende tanke). På globalt plan er der i øjeblikket omkring 35 millioner tons lithium. Andre nævner, at lithium er en verdensændrende ressource, fordi der måske er mange flere anvendelser for det. Lithium kan høstes fra havvand, dog i mindre mængder. Nogle eksperter har advaret om, at efterspørgslen efter lithium vil eskalere dramatisk, og priserne vil stige hurtigt, hvis Bolivia ikke begynder at producere nok lithium til at tilfredsstille bilindustrien. Den hele elbilrevolution kunne kollapse, og det ville gøre Bolivias lithiumreserver værdiløse, og dermed forsvinder håbet om at blive det ’næste Mellemøsten’ og ’nye Saudi-Arabien’. Der er mange store spørgsmålstegn ved at udnytte lithium-lagrene under Bolivias Salar de Uyuni. Miljøpåvirkning er selvfølgelig en af dem. Høstning af lithium er angiveligt ikke ligeså skadeligt som olie. Men når tung industri flytter ind i fjerne verdensområder for at komme i gang, er resultatet sjældent pænt. I øjeblikket er den bolivianske regering tilbageholdende med at give udenlandske virksomheder adgang til det bolivianske lithium-eventyr. Det er forståeligt nok. De udvikler hurtigt en lille facilitet til at udvinde lithium fra undergrunden, og den forventes at være fuldt funktionsdygtig denne sommer. Næste skridt er en mammutfacilitet, veje og infrastruktur, elektricitet osv. Landets mål er en årlig produktion på 30.000 tons inden for et par år, hvilket svarer til ca. 30% af det globale marked. Landet sigter mod at producere batterier til biler i 2014. Lithium-eventyret er begyndt. Hvordan det ender, afhænger. Desværre kender vi alt for godt resultatet, når virksomheder og nationer forbereder sig på at sikre naturressourcer. Alt, hvad jeg kan sige, er, at jeg er glad for, at jeg har en cykel med en “rugbrødsmotor”, som vi kalder det på dansk. Bare giv mig rugbrød, og jeg vil træde i pedalerne.Kilde: Greenpacks samt den fremragende artikel i Politiken af Søren Kitaj fra 28.03.2010.
