Jeg havde fornøjelsen af at besøge Cykelkulturens G-punkt - Groningen i det nordlige Holland sidste uge. Anledningen var at tale ved Let’s Gro Festival og have nogle møder med byen. Jeg besluttede at tage mine børn med på turen sydpå. Fordi jeg kan lide at have mine børn med mig, men også fordi jeg var nysgerrig. Jeg ville se, hvad to københavnske børn syntes om at cykle i en hollandsk by eller to (vi besøgte også Amsterdam efterfølgende).
Regelmæssige læsere vil huske, hvordan Lulu-Sophia (nu seks år gammel) afslørede sig selv som verdens yngste byplanlægger - læs mere her, samt hendes ønske om en livsstørrelse by - se også her, og beskrivelsen af hendes ønske om en livsstørrelse by - læs mere her.
Felix, på 11 år, er heller ikke nybegynder, når det kommer til at observere sit byliv. Han var inspirationen til min idé om at få hans 3. klasse til at omforme rundkørslen uden for deres skole - som beskrevet i min TED x Talk fra Zürich sidste år. Han imponerer mig konstant med de samtaler, vi har om byplanlægning og hans antropologiske observationer.
For et par somre siden tilbragte vi to fantastiske uger i Barcelona. Vi cyklede rundt overalt på deres infrastruktur. Det var interessant at se deres reaktion på den by, så hvorfor ikke også Groningen og Amsterdam.
Dansk eller hollandsk… det er fint. Det inspirerer verden med hensyn til cykelinfrastruktur og mainstream cykelkultur. Jeg ville bare se, hvordan to børn fra en af verdens bedste cykelbyer, hvor de cykler hver dag, ville reagere på Cykelhovedstaden i verden og Amsterdam. Kulturelt og socialt er Danmark og Holland fætre. Så mange aspekter af livet er så utroligt ens, at man ofte føler, at man er i det samme land. Faktisk er en af de mest fundamentale forskelle, jeg har kunnet komme på, at de i Holland strør et skives godt med chokoladeknas, mens vi i Danmark har tynde chokoladevafler, der er designet til at passe på den gennemsnitlige skive og lægger sig pænt på toppen.
Vi blev mødt på stationen af to venner fra Groningen Kommune - Jeroen og Annet - en kølig aften. Lejeforholdene var arrangeret fra togstationens parkeringsplads, og så cyklede vi afsted mod hotellet. Det er en lille by, så det var ikke langt væk. Klokken var omkring 17:45, så gaderne var stadig livlige. Felix cyklede forrest med vores værter, mens jeg passede på Lulu for at sikre mig, at hun havde styr på sin nye cykel. Det havde hun.
Ved ankomsten kom Felix med sin første observation.“Jeg var lidt nervøs ved at cykle på cykelstien fra stationen og gennem byen. Der var alle disse fodgængere, der prøvede at krydse vejen, så jeg måtte være opmærksom. Åh, og der er masser af damecykler."
Det er værd at bemærke, at jeg blot stillede et spørgsmål. Jeg påvirkede aldrig børnene for meget til at tænke på den slags ting. Jeg vil kun have rene observationer. Hvis de ikke har nogle, så har de ikke nogen, og det lader jeg være sådan. Så Felix bemærkning om cyklernes stil var en ekstra bonus, og en interessant en af slagsen også.
Felix: “Nej, slet ikke.Jeg føler mig bare mere tryg.” (Her brugte han et dansk ord, “tryg”, som ikke betyder sikker, men derimod indikerer en følelse af tryghed) “Jeg behøver ikke bekymre mig om fodgængere, der pludselig krydser cykelstien.Og her signalerer cyklisterne ikke, når de drejer eller stopper, som de gør i København.Og bilerne gør det heller ikke."
Mikael: “Signaliserer bilerne ikke?” Felix: “Mange gjorde det ikke.“Mikael: “Jeroen signalerede vel altid sine sving, gjorde han ikke?” Felix: “Det var bare fordi han var forrest og viste os, at vi drejer, fordi vi ikke kendte vejen.” Mikael: “Men generelt kan du lide det?” Felix: “Ja! Det er fedt!” Mikael: “Hvad synes du, Lulu?” Lulu: “Jeg kan lide det, fordi jeg kan kigge rundt og se byen og folkene.” Mikael: “Gør du ikke det i København også?” Lulu: “Jo, men det er anderledes her, fordi det er en anden by i et andet land.” Okay.God pointe.Lulu: “Jeg kan ikke lide de bumpede sten.” Mikael: “Brosten?” Lulu: “Ja.” Felix havde mere at byde på.Felix: “Det er som i København, hvor jeg ved, hvor jeg skal være, og hvor alle andre skal være.Her ved jeg ikke, hvem der pludselig kommer foran mig.Ved krydsningerne drejer nogle mennesker til højre foran dig, og nogle drejer til venstre og skærer ind foran dig.Der er ikke meget… øh… struktur.” Lulu: “Hvad er struktur?” Mikael: “Det er som på dit værelse, når det er ryddeligt, og alt er på sin plads.Sokkerne er i sokkeskuffen, dine kjoler er i din kjoleskuffe osv.” Lulu: “Det sker ikke så tit.” Uh nej.Felix: “Men København er en storby.Groningen er det ikke.Måske har man brug for mere struktur i en storby."
Lørdag morgen tog vi til Amsterdam for at besøge venner.Vi fik cykler af vores venner hos Black Bikes (det bedste sted at leje en cykel i Amsterdam, medmindre man vil ligne en turist).Felix havde sin egen cykel, og Lulu og jeg cyklede på en Onderwater tandem, en voksen og et barn.Vi cyklede rundt i byen og besøgte videnskabsmuseet, Nemo.Om aftenen bad jeg dem om deres indtryk.Felix: “Det er lidt som en blanding af København og Groningen.København føles mere som en storby.Amsterdam er som en landsby, men stadig lidt som en by.Jeg gætter på, at Amsterdam er cirka 60% København og 40% Groningen, eller noget i den stil.” Mikael: “Hvad bemærkede I ellers?” Felix: “Hvorfor skulle vi trykke på knapper for at krydse gaderne på cykler?” Mikael: “Godt spørgsmål.” Felix: “Vi skulle være opmærksomme på masser af fodgængere, ligesom i Groningen.Oh, og her signalerer ingen heller.” Og her ringer ingen klokker.
