Dronning Louises Bro - København
Jeg vil have fornøjelsen af at undervise på Danish Institute for Study Abroad (DIS) til efteråret, på et kursus ledet af min kollega og ekspert i byliv Bianca Hermansen. Kurserne er primært rettet mod amerikanske studerende, der er her i København på et semesterophold. Jeg glæder mig enormt meget til det. Især hvis der er flere studerende som Lora Matway, der dukker op hos DIS.
Lora Matway er en studerende fra Pittsburgh, Pennsylvania, USA, som er på sit andet år på University of Pittsburgh og har studeret i København i sommer. Hun læser urban studies og environmental studies og er særlig interesseret i bæredygtigt byliv.
Hun kan godt lide at iagttage mennesker og offentlige busser.
Hun har venligt givet os lov til at bruge hendes betragtninger fra et nyligt kursus hos DIS på vores blog. Vi er begejstrede for, at hun bruger Michel de Certeau i sine observationer. De Certeau blev også brugt i vores antropologiske studie af bykrydsets koreografi. At bruge de Certeau i forbindelse med liveable byer og især cykelkultur er en selvfølge. Et must.
Pedaler, Punktuering
af Lora Matway
Michel de Certeau’s kapitel “Walking in the City” i hans bog The Practice of Everyday Life adskiller arkitektonisk design fra menneskers egentlige brug gennem forskellen mellem teknisk sprog og mundret sprog. Fugleperspektivet, ligesom grammatikbogen, bliver regelmæssigt bøjet og brudt af gadeplanets nære kontakt med vores omgivelser. For De Certeau er byplanlæggere “grammatikere og lingvister”, hvis mål er at punktuere og revidere med skilte, overgange og midterrabatter. Imens skribler de almindelige rejsende gennem disse rum i marginen af byens gader med deres cykelspor. Deres slang er jaywalking; deres afvisning af at bevæge sig i lige linjer som en længere sætning; stoppe sin cykel for at tale, et opfundet ord. Med andre ord er de - og vi - ansvarlige for alt det “overraskende, tværgående eller attraktive”. Ligesom lapper på bukser er den synlige slid på et steds oprindelige grundplan dets bevis på livet. For at knytte denne teori til noget konkret skrev jeg “brooklyn bridge” i min Google-billedsøgning. Googles søgninger er prøver af offentlig tanke, tæpper af input fra alle om hvad som helst. Og for denne symboliske New York-bro dukkede der en masse farverige perspektiver op, der viser dens betydning og baggrund; tilsyneladende er offentligheden fokuseret på designet. Derefter søgte jeg efter “dronning louises bro” og i stedet for at tælle vinkler og filtre tællede jeg ansigter og hjul. Her handler miniaturebillederne om menneskelig poesi, ikke stålsymmetri. Dronning Louises Bro vibrerer af tilstedeværelse. Mennesker slår sig ned på Dronning Louises Bro, fordi det er et dejligt sted at være. Broen byder Michel de Certeaus gadejargon velkommen ved at være cykelvenlig og gåvenlig. Der er ingen grund til at blive på en bro som Brooklyn-broen, fordi det kun giver mening at krydse den i bil. Hvis kun biler var tilladt på vejen, ville Dronning Louises Bro måske være lige så stoiske. I stedet giver dens enkle bredde og fokus på cyklister den en fleksibilitet, der er meget mere attraktiv for både kameraet - og den passerende person - end et koldt stykke design. Cykelvenlighed og gåvenlighed er direkte proportionelle med komforten. Ligesom det summer af liv, både i virkeligheden og på internettet, er denne københavnske bro pålideligt lokal og social i forhold til sin ensomme amerikanske fætter. Det er nemmere at høre til for den tid det tager at komme over, eller drikke sin kaffe, eller se solen gå ned; dens indbyggede ytringsfrihed giver sjæl til rutinemæssige frem- og tilbagekomster. 
Billedsøgeresultater for “dronning louises bro” (ovenfor) og “brooklyn bridge” (nedenfor). Prøv det selv.
