Jeg tænkte på min tidligere blogpost om hvorfor Montreal har ændret min opfattelse af København. Jeg kan godt lide mit kvarter i byen Frederiksberg, som er en kommune omgivet af Københavns kommune på alle sider. Mine børn går i skole og børnehave her, og når du går eller cykler rundt, ser du altid folk, du kender. Men hvis du tænker på levedygtige gader, kan det være lidt kedeligt, ligesom mange kvarterer i København. På mange måder skyldes det arkitektur. En overvejende del af lejlighedskomplekserne i nabolagene omkring den gamle bymidte blev bygget hurtigt i forbindelse med den industrielle revolution. I slutningen af 1800-tallet indtil starten af 1900-tallet. For at imødekomme den store tilstrømning af arbejdere, der flyttede til byen. Fair nok. Men se på kortet nedenfor.
Se større kortVed første øjekast er der masser af grønt. Ser fint ud. Men bemærk alle de kvadrater rundt om de grønne områder. Det er gårde. Pæne gårde, renoverede i de fleste tilfælde, med legepladser til børn og bænke/borde til at sidde ved. De fleste af dem er fællesarealer, som bruges af de mange mennesker i de mange lejligheder omkring dem. Jeg kan godt lide min gård, og alle gårdene jeg har haft. Det er en lille "espace libre", hvor man kan slappe af. Men det er også det nærmeste, du kommer på at opleve dem. De er i virkeligheden ikke meget mere end lukkede samfund. Selv københavnerne stopper op, når de går ned ad gaden og støder på en åben port til en gård, de ikke kender, og lader deres nysgerrighed tage over. En port er blevet efterladt åben, og det er altid fascinerende at få et ulovligt indblik i en skjult verden. Det er som at kigge i en fremmeds bogreol eller rode rundt i deres køleskab. Så når de grønne områder er låst væk, og kun de lokale, der omgiver dem, har adgang, efterlader det gaden som offentlig område. Se på kortet igen. Alle lejlighederne i de tæt befolkede kvarterer grænser op til fortovene. Gaderne er på en måde canyonlignende.
Se større kortDer er andre undtagelser, der er værd at nævne. Ovenfor er et kort over en lille kvarter kaldet Kartoffelrækkene - eller Kartoffelrækkerne. Fantastiske smalle gader i den bedste terrassehus-stil. Små baghaver og endnu mindre forhaver, der kun tjener til at få beboerne til at overtage gaden og bruge den, som den var beregnet til. Dejligt, beboeligt kvarter. Ironisk nok bor mange arkitekter i kvarterer som disse. De bygger ikke bygninger eller kvarterer som disse, nej nej nej, de bor bare i dem og bygger store glasbygninger i andres kvarterer.
Se større kortByens centrum er samme men forskelligt. Der er gårde, men de er små og flere århundreder gamle, så gaderne er mere levende. Nå... i hvert fald om dagen. Når de er fyldt med turister og shoppere. Meget få mennesker bor i byens centrum, ser du. Det burde være hjertet, pulserende og levende i byen - ja, faktisk i nationen - men når butikkerne lukker, ruller den sig sammen og går i søvn. De fleste af de interessante natsteder er i nabolagene, så os københavnere går derhen og efterlader byens centrum til de billige diskoteker, der ofte besøges af forstadsfolk, der kom ind med toget en fredag eller lørdag aften. Du kan cykle rundt pisse beruset på de så berømte gågader en lørdag aften og ikke behøve at bekymre dig om at ramme svenske turister. Så hvor er de udenlandske konsulenter, der kommer til København for at fortælle os, hvordan vi skaber mere beboelige kvarterer? Hvordan vi kan genoplive vores bymidte? Lad dem komme. Løsningen - og det er ikke set fra en cykelkonsulent synsvinkel, tro det eller ej - ligger i at generobre mere plads fra bilerne. Skabe bredere fortov og plads til beboere at hænge ud, lege, være en del af byens stof - vende byen og ikke de indhegnede vægge i baggården. Flere borde, stole og bænke på gaden. Lavere hastighedsgrænser for biler. Mere trafikberoligende foranstaltninger. Hvis du kommer herhen, besøg gaden kaldet Nansensgade. Vi KAN klare det, hvis vi forsøger. Bliv forbløffet over vores cykelkultur. Bliv forundret over, hvordan cyklen bidrager så meget til vores bylivsstof. Helt sikkert. Men send venligst nogen til at ordne vores kedelige gader. Jeg undrer mig... er det arkitekturen i vores tætbefolkede nabolag, der har fået danskerne til at være reserverede som folk? Eller er det den danske tilbageholdenhed, der har ført til opførelsen af sådanne utilsigtede indhegnede samfund? I det mindste deltager vi alle i samfundet og deler en følelse af menneskelighed ved at være side om side med hinanden på vej fra A til B. I det mindste har vi det. I det mindste kan vi inspirere andre byer til at gøre det samme. Men vi er nybegyndere, når det kommer til beboelige kvarterer.
Men når vi er på A eller B, er vi ikke en del af særlig meget i samfundsmæssig forstand.
