Generelt set er vi optimister her hos Copenhagenize Design Company. I vores omfattende rejser rundt om i verden til vores klientbyer og for at give oplæg, har vi privilegiet at se så mange byer forbedre sig og arbejde på at genetablere cyklen som transportmiddel i bylandskabet. Vi har mulighed for at arbejde sammen med fantastiske byer for at hjælpe dem med at få det til at ske. Jeg har cyklet i over 70 byer rundt om i verden med mit arbejde, og selvom infrastrukturen ofte er fornuftig, bliver jeg af og til præsenteret for mærkelige ting. Som f.eks. fotoet ovenfor, taget i Washington, DC af vores kollega Ole Kassow fra “Cycling Without Age”. I starten grinede vores team af planlæggere og bydesignere her på vores kontor i København, men så gik det op for os. Dette er faktisk en ting. Nogen blev bedt om at etablere cykelinfrastruktur, og DETTE er hvad en by endte med. Center-kørende spor.
Her er problemet. Bedste praksis inden for cykelinfrastruktur er grundlæggende mere end et århundrede gammel. Dedikerede cykelstier stammer fra 1892, hvor en hestesti blev omdannet til cykelsti på Esplanaden i København. I 1915 blev den første cykelsti med kantafgrænsning på vejen etableret på Strandboulevarden. Derfra spredte beskyttet cykelinfrastruktur sig i hele verden.
Over 100 år har infrastrukturen været testet af hundredvis af millioner af daglige cyklister. Planlæggere har finjusteret, eksperimenteret, begået fejl og rettet dem igen og er endt med en bedste praksis, der er enkel, effektiv, sikker og omkostningseffektiv. Generationer af planlæggere og ingeniører har gjort et fantastisk stykke arbejde og har bogstaveligt talt givet os alt, hvad vi har brug for på et sølvfad. Der er kun fire typer af infrastruktur i dansk bedste praksis. Én af designene passer til enhver gade i landet og i enhver by i verden. Kopiér-indsæt, baby.
Hvorfor ser vi så lort som på billedet ovenfor dukke op på byens gader? Hvem ville i deres sunde fornuft EGENTLIG vælge at placere cyklister midt på en vej med hurtige biler på begge sider? Helt sikkert ikke nogen, der forstår cyklens rolle som transportmiddel i bylivet eller nogen med ægte ønske om at fremme cykling og holde folk sikre. Som jeg foreslog på Twitter, find personen, der er ansvarlig, og fyret dem. En uforskammet bemærkning - men stadig en seriøs én.
Det primære problem er, at trafikteknikken i visse lande stadig har indflydelse på planlægning og bydesign. I Amerika, hvor denne infrastruktur blev etableret, placeres cykler i samme kategori som motoriserede køretøjer. I lande, der FORSTÅR cyklens rolle i byer, betragtes de som hurtigt gående fodgængere, og vi har planlagt til dem i et århundrede.Vi arbejder med planlæggere og ingeniører over hele verden, så vi er klar over udfordringerne ved at ændre den gammeldags, bilcentrerede mentalitet. Det er dog 2016. At planlægge for cykler er børneleg. Eller burde være det.
“Åh, men det virker!” kan man høre mumlet fra urbane kredse. Hvad virker præcist? Det er muligt at cykle ned ad denne strækning, ja. Men vi planlægger vores byer til det næste århundredes transport. Det er vigtigt at planlægge ordentligt ved at bruge løsninger, der er afprøvede og testede. At bruge cyklister som forsøgskaniner i løsninger, der er blevet slået sammen af doven, bilcentreret ingeniører, er latterligt, når vi ved, hvordan vi bedst kan løse det. Lad mig ikke engang begynde på tåbeligheden ved at placere ensrettet cykelstier på strækninger med tværgående veje. Jeg spekulerer på, om de mennesker, der mumler: “åh, men det virker!”, har hjem fyldt med stole med kun to og en halv ben. Teknisk set virker de. Du kan tage en pause. Hvile dine trætte lemmer. Men de er ikke helt efter bedste praksis. Vi fandt for længe siden ud af, at fire ben eller en solid base er den bedste måde at designe en stol på. Dette er stolen i øjeblikket i alt for mange byer. Stykker, der ikke passer sammen i et netværk, masser af skarpe kanter, men teknisk set - fortæller de os - virker det. Ingen af os har fire af sådanne stole i vores stuer. Hvis vi designer byer for mennesker med respekt for den menneskelige oplevelse, sikkerhed, logik og brugervenlighed, ville du ikke se ting som et cykelstier midt på en gade eller “sharrows” i nogen by. Ingeniører stirrer på computerskærme og nerdet ned i matematiske modeller. Designere tænker på mennesket i den anden ende af designprocessen. Det er en menneske-til-menneske proces. Lad os designe vores gader, som vi gjorde det i 7000 år før vi opfandt bilen. Tilhængerne af denne idé om midterplacerede cykelstier kalder det “kontekstsensitivt design”. Bare det at bruge ordet “design” er en fornærmelse mod generationer af cykelplanlæggere, der arbejdede så hårdt for at etablere bedste praksis. DC-løsningen er ingeniørarbejde. Udført af mennesker, der ikke forstår menneskecentreret design. Men for dem, der insisterer på at placere mennesker i ødemarken, hvad med at gå hele vejen? Jeg testede teorien på min lokale vinbar forleden aften. “Åh, men de har dem i Barcelona!” Ja. Og i Nantes. Og i Sao Paulo. Betyder det, at det er en god idé? Nej. Det betyder bare, at disse byer har tilladt sig at lytte til ingeniører i stedet for designere. Jeg har kørt på dem i Barcelona flere gange, på ferier med mine børn og mens jeg arbejdede. Ingen adgang til destinationer midt på vejen. Brede, arrogant krydsninger, der tvinger dig til at skynde dig over dem. Byen genovervejer i øjeblikket disse design og indser, at de ikke er så fantastiske. Det i Nantes er flankeret af lavhastigheds bil- og sporvogne, der giver nem adgang frem og tilbage over vejen. Det i Sao Paulo er en endnu større brøler end det i DC. En forskel ved Barcelona er, at størstedelen af byen er en 30 km/t zone. Byen er fokuseret på at sænke farten i hele området for at redde liv, reducere skader og skabe en mere menneskelig by. Midtercykelstierne fører til rundkørsler, hvilket giver lidt mere mening end at kaste dig ud i en bilcentreret krydsning. Infrastrukturen i DC er fokuseret på de fit og modige, ikke på de 99%. Hårdt sagt en intelligent måde at fremme cykling som transport på. En tommelfingerregel at overveje er en simpel en. Hvis du ikke ser en infrastrukturdesign i Holland eller Danmark, er det sandsynligvis et dumt infrastrukturdansign. Hvis du ikke ville sætte fodgængere i et midterste bane mellem kørende trafik, hvorfor i alverden ville du så sætte cyklister der? Alt er allerede opfundet. Det er lige der, klar til at blive brugt. Ikke at bruge etableret bedste praksis er tre skridt fremad, to skridt tilbage, og dette er tidspunktet, hvor vi skal tage modige skridt fremad med selvsikre og intelligent placerede skridt. Vær ikke bekymret. Ingeniører og planlæggere, som vi er nødt til at fyre, får nok et andet job. Der er andet fjollet ingeniørarbejde at lave. Når det kommer til vores gader, lad os bruge design og ideer, der giver mening.
