Pålidelige læser Brian Glover sendte mig denne artikel, som han har skrevet som svar på mit seneste indlæg om, at cykling ikke er sjovt, det er transport. Jeg har ingen anelse om, hvorfor jeg overhovedet udgiver en kritik af mig selv, men det er søndag sidst på formiddagen, jeg har tømmermænd, er sårbar og ude af stand til at lave afbalancerede vurderinger. Så her går vi.
Nej, cykling er ikke "sjovt", det er transport - men hvis du vil have cykeltransport, skal du få cykeltransport til at være sexet.
Gæsteartikel af Brian GloverSidste uge skrev Mikael indlægget Cykling er ikke sjovt, det er transport, hvor han kritiserer amerikanske cykelaktivister - altid glade, altid dydige, altid ubrugelige og ignorerede - der synes at antage, at folk vil begynde at cykle som transport, fordi det er det rigtige og moralske at gøre. Hans svar: "/Jeg skider på det... Jeg vil bare hurtigt frem./" Og han har fuldstændig ret: enhver, der tror, at almindelige mennesker er motiveret af etik og altruisme, i USA eller hvor som helst, burde tale med mig om nogle fantastiske ejendomme i Florida. Han har ret i at sige, at folk kun vil vælge cyklen frem for bilen, når det er den hurtigste, mest bekvemme, mest direkte måde at komme derhen, hvor de vil hen. Byer burde ombygge deres veje for at gøre dette til virkelighed.
Og alligevel... Jeg synes, Mikael er mere end a lidt hyklerisk her. I flere år har han fortalt os at "københavnsificer planeten," og en overraskende stor del af folk er enige i det. Jeg er en af dem. Ja, vi kan godt lide de cykelstier. Ja, vi elsker de små gelændere, som cyklisterne kan gribe fat i ved stoplysene. Infrastrukturen i København er effektiv og praktisk, og Mikael fotograferer den tiltrækkende. Men "københavnsificering" handler ikke bare om at sælge asfalt og blå maling; det handler om at sælge stil. For folk i "udviklende cykelkulturer" tilbyder Mikael en dragende idé, som ofte involverer attraktive kvinder (og mænd) i stilfuldt tøj, sandsynligvis på vej fra fantastiske lejligheder til topmoderne kontorer eller trendy restauranter og barer, som vi alle kan forestille os fyldt med veludformede danske møbler. For mange vil dette se ud som det gode liv, eller i det mindste en version af det gode liv. Men her er problemet: for mange i min "udviklende cykelkultur" ser "københavnsificeringen" ikke ud som det gode liv. I San Francisco, New York, Portland og et par andre byer vil folk helt sikkert være enige. I disse få steder er amerikanerne virkelig ikke så forskellige fra deres europæiske modparter. De ønsker næsten det samme og følger samme stil (igen, næsten). Mikael graphic design-æstetik bygger f.eks. på Helvetica (se "American Apparel") og efterligning af håndstenciling (se "Stort set alle indiebands nogensinde"). Hvis jeg skulle sælge ting til den gennemsnitlige 30-årige yuppie i Brooklyn (eller folkene der elsker ham/hende), ville jeg gøre præcis som han gør. Men langt størstedelen af amerikanerne finder ikke den livsstil eller dens symboler attraktive. Det er ikke kun rigtigt, at hovedparten af amerikanerne bor i forstæder afhængige af biler; de /kan godt lide/ at bo i forstæder afhængige af biler. Selv når cykling klart er den hurtigste mest bekvemme måde at komme et sted hen, vil de ikke gøre det, og de vil se ned på alle, der gør det. Set fra hjernen hos en person i en udviklende cykelkultur ser Mikael's billeder meget anderledes ud. Han ønsker, at vi skal se frihed, bekvemmelighed og statusappel; her i USA er hans publikum sandsynligvis meget mere tilbøjelige til at se noget, der ikke kun er mærkeligt, men truende. Selvom jeg ikke kan tale for andre ikke-cyklende nationer, tror jeg, at mange af de samme principper gælder. Lad mig forklare.I enhver kultur betyder status noget, når det handler om markedsføring. Folk vil købe ting, hvis de tror, at de vil få godkendelse og misundelse fra de mennesker omkring dem. I mainstream amerikansk kultur er det at køre bil i en by, der kun er designet til biler, en statusgivende aktivitet. Det antyder, at du har masser af privat ejendom (magt, formue, respekt) og at du ikke behøver at komme ind i offentlige fællesrum (sårbarhed, fattigdom, mangel på respekt). I den verden, hvori de fleste amerikanere forstår deres liv, er en bil en forlængelse af forstadsboligen: uafhængig, privat, isoleret. Og i den verden er isolation en god ting. I denne verden er lejligheder dårlige. Byliv, som Mikael præsenterer det, er dårligt. Interaktioner med fremmede er dårligt. Vi har brug for beskyttelse mod fremmede, og en mobil stål-og-glasboks - jo større, jo bedre - er den bedste måde at få denne beskyttelse. Transportcykling er derfor en aktivitet, der er lavstatus - en /meget/ lavstatusaktivitet. Det er derfor, den oprindelige undersøgelse, der fik Mikael til at blive så oprørt, er så latterlig; den spurgte "Hvorfor cykler du på arbejde?", men den burde virkelig have spurgt "Hvorfor vælger du at gøre noget, som i øjnene på 95% af samfundet gør dig til en freak og en taber?". Naturligvis vil ingen sige dette højt - det er ikke høfligt - men det er sandheden. Og ingen vil ærligt besvare dette spørgsmål, men hvis de gjorde det, ville valgene se sådan ud: A. Jeg er for fattig til at komme omkring på nogen anden måde. Jeg har ikke noget valg. Jeg er ynkelig. B. Jeg har fået frataget mine rettigheder som borger på grund af gentagne, uforsvarlige handlinger (f.eks. drukkørsel). Jeg er en udstødt og en paria. C. Jeg synes, at de fleste almindelige mennesker er idioter, og jeg søger aktivt deres misbilligelse. Jeg er en rebel. Hvis flertallet af folk omkring mig begynder at cykle, vil jeg også hade det. Jeg bekymrer mig virkelig ikke om, hvad andre mennesker tænker om mig. Jeg er en selvstændig tænker. Jeg har også nok job sikkerhed og social status til at have råd til ikke at bekymre mig om, hvad andre mennesker tænker om mig. Enten er jeg usædvanlig stærk eller usædvanligt privilegeret. (Hvad angår mig, er jeg en kombination af C og D håber jeg). Når en mainstream amerikaner ser en person på en cykel (uden tegn på, at cykling er en sport - noget helt andet statusmæssigt), ser han eller hun en af disse fire kategorier, og ingen af dem ser tiltalende ud. De fattige (A) fremkalder enten medlidenhed (Demokrater) eller foragt (Republikanere). De tre andre kategorier er faktisk trusler - enten gennem forfald (B), underminering (C) eller klassesamfundets undertrykkelse (D). Urbane europæere vil generelt fremkalde de samme reaktioner, selv når de ikke er på cykler - så Mikael's plan om at "Copenhagenize Planeten" kommer nok ikke langt her uden nogle større ændringer. Hvad skal der så gøres? Jeg tror, det er muligt at markedsføre cykling til mainstream her i USA og også i udviklende cykelkulturer rundt om i verden. Men måden at få det til at ske er at binde cykling til højt-status livsstile i specifikke lokale kulturer. En one-size-fits-all tilgang vil ikke fungere. Selvom det måske bekymrer Mikael at indrømme det, er "Danmark" ikke et magisk ord for alle. Så tilhængere og markedsførere skal se på, hvad folk virkelig ønsker; for at være grov om det, bør de markedsføre cykling på måder, der for mainstream i en given lokal kultur, måske lige kan få dig lagt. Hvad vi har brug for, er en ny model for cool / smart / sexet / eftertragtet, en livsstilsmodel, der er indfødt for den lokale kultur, men indeholder mange af de underliggende elementer, vi ser på steder som København. Jeg bor i North Carolina - og ikke i Raleigh, Chapel Hill, Charlotte eller Asheville, men ret dybt inde i det konservative "røde stat" område. Her i Greenville inkluderer modellen for det gode liv et stort forstadsagtigt hus, en virkelig stor SUV, en betydelig dosis evangelisk kristendom og en masse collegefodbold. Dette appellerer muligvis ikke til læsere fra andre dele af verden, men det er hele pointen: den lokale kultur betyder noget. Men selv her, og i stor del af sydstaterne, kan jeg se muligheder. For eksempel tror jeg, at en "Charleston" tilgang ville appellere til rigtig mange mennesker - blonde sorority-piger på opdaterede strandcykler, tailgate-fester med fadeser og hunde (ankommer med cykelanhænger), par der ligner George W. og Laura Bush (eller endnu bedre, Cindy McCain) der triller op på dyre bycykler til store, victorianske huse i tætte, med spanske mos behængte kvarterer lige ud af Southern Living. Damer, der lunche, der cykler godt påklædt i pastelfarver til en azalea-dækket kirke, der ikke er en stor eksurban megafabrik. Måske endda amerikanske militærfyre i uniform, der cykler på europæiske cykler i en tysk by (undskyld, Danmark - vi har flere baser her). Folk har nogle positive mentale rammer for bylivsstil i dette område, men de er lidt neddykket lige nu; det er tid at aktivere dem. Uanset hvor du bor, er pointen at finde ud af, hvem de højtstående mennesker er. Det er dem, du skal nå ud til, og det er dem, du skal kapre. Andre vil bestræbe sig på at følge dem. Når cykling bliver en aktivitet med høj status, vil folk gøre det, selv hvor den faktiske vejinfrastruktur ikke er særlig venlig - ligesom de nu nægter at gøre det, selv hvor vejene er ret gode. Som alle kulturer er cykelkulturen alt i dit hoved. - Brian Glover, maj 2010 Og så videre.Og så videre.Ændring af cyklens sociale status - af HVAD SOM HELST - kan ikke begynde andre steder end i store, urbane områder.Det er en livets realitet, at de tidlige adoptanter bor i store byer, og at de ideer, de vedtager, hvis de er succesfulde, filtrerer ned til resten af samfundet.Lovene om innovationens diffusion viser, hvordan vi alle er opdelt i fem grupper; Innovatorer, Tidlige Adoptanter, Tidlig Majoritet, Sen Majoritet og Sløvskyer.
Cykelstil - for at bruge en frase, der fremhæver markedsføringen af bycykling - har været voldsomt succesfuld med at målrette Innovatorer og Tidlige Adoptanter over hele kloden, og vi bevæger os støt mod Tidlig Majoritet i mange regioner.I denne sammenhæng er Innovatorerne ikke cykelentusiaster og/eller forkæmpere, men snarere borgercyklister, der begiver sig ud på gaden.Mennesker, der elegant sprang over traditionel advocacy og de forældede og ineffektive budskaber, der er forbundet med denne advocacy.3.Mit brug af Helvetica og min grafiske designæstetik er rettet mod Innovatorer og Tidlige Adoptanter og ikke mod 'kernen', om det så er i USA, Frankrig eller et andet sted.Hjulene begynder at dreje sig i byerne, og med held og hårdt arbejde vil der opnås fart og filtreres ned.De mennesker, der læser Southern Living, læser f.eks. ikke denne blog.På Copenhagenize.com er læsergruppen meget groft sagt trafikplanlæggere, byplanlæggere og cykeladvokater.En mere målrettet gruppe.Jeg henvender mig til denne gruppe, ikke til deres naboer på den anden side af vejen.Men ved at tale til de omkring 2000 daglige læsere på Copenhagenize.com, vil ideer, som folk synes er gode, måske sprede sig med medvind.De fleste læsere af Cycle Chic læser sandsynligvis heller ikke Southern Living, for at være ærlig.Men de er helt sikkert tættere på trendpulsen.På Cycle Chic Facebook-gruppen er medlemmerne 53% kvinder og 43% mænd [de resterende 4% er virksomheder/org. osv.], og det er det samme på bloggen.De fleste er interesserede i mode/livsstil/design/byliv.
Matthew Broderik på en cykel.Det er disse mennesker, som urban cykling skal sælges til, og på en anden måde.At se fashionistas og berømtheder på cykler, se store modebrands bruge cykler i deres reklamer...alt dette er godt.Uanset om puristerne kan lide det eller ej.Det er en gentagelse af cykelboomet i 1890'erne, hvor urban cykling blev mainstream og forandrede vores samfund.Individuel mobilitet, frigørelse af arbejderklassen og kvinder, alt sammen gennem et simpelt produkt med en fremragende design, men også gennem positiv markedsføring.
Noget er underligt
Jeg husker en fantastisk interessant undersøgelse om sushi.Om hvordan et hold af forskere brugte spredningen af sushi-restauranter i hele Amerika som et målestok for at fastslå, hvordan folk i forskellige aldersgrupper reagerer på trends, og i hvilken alder de begynder at være 'fastlåste i deres vaner' og begynder at nægte at prøve nye ting, mad, ideer.Jeg kan simpelthen ikke finde linket, men at sælge urban cykling og mainstream cykelkultur er meget det samme som sushis globale fremmarch.Nu er der sushi-barer et selv de mærkeligste steder.Dybt inde i hjertelande, hvor enorme steaks engang herskede suverænt, er der nu steder, der sælger små bidder rå fisk på klæbrig ris.Fordelen, som urban cykling har over sushi, er, at den allerede har spredt sig globalt - for over et århundrede siden.Den er offentlig ejendom og begrænset til kun én fremmed kultur.Meget få mennesker skal lære at køre på cykel - det har de allerede gjort.At lære at spise - og nyde - rå fisk fra en fremmed kultur er en langt større udfordring.Jeg føler faktisk ikke, at jeg sælger "dansk cykelkultur".Jeg viser blot, hvad der er muligt i en stor by - og en by med den tredjestørste byspredning i Europa.Jeg ved ikke rigtig eller bekymrer mig om, hvad 'Copenhagenizing the Planet' betyder.Det er bare en måde at udtrykke muligheder på, opfordre til en ændring af tankegangen og fremhæve, hvordan cyklen er en af nøgleelementerne i [gen]skabelsen af livlige byer.Men ordene 'copenhagenize' er fra begyndelsen af det 19. århundrede og stammer fra Amerika.:-) Det fremgår af det pragtfuldt navngivne "Cyclopædia of Political Science, Political Economy, and the Political History of the United States - By the Best American and European Writers" fra 1899.Det er en søfarts militær frase, der henviser til den britiske flådes praksis med at konfiskere alle skibe fra en besejret modstander, som de gjorde med den danske flåde efter Slaget om København i 1807.
"Men selvom denne lov blev ophævet i 1809, var overbevisningen om, at Storbritannien ville"Copenhagenize" enhver amerikansk flåde, der eventuelt blev dannet, nok til at afskrække de demokratiske ledere fra noget mere dristigt end non-intercourse love, indtil ideen om at invadere Canada tog rod og blev til en krigserklæring."
Hvilket ikke har noget at gøre med cykler, men hej, det er i hvert fald i en CYCLopædia...Men jeg går væk fra emnet...hvilket er et godt tegn på, at jeg burde tie stille.Tak igen, Brian, for snakken.
.
