Via Marc hos Amsterdamize fik jeg kendskab til en cykelbiograf-serie arrangeret af San Francisco Bicycle Coalition. Du kan læse om det her - det lyder fantastisk. Da jeg læste artiklen, kom jeg i tanke om to ting, to minder, som jeg helt havde glemt.
Forfatteren af artiklen så filmen ‘Rad’ sidste måned. Den registrerede næppe på biografradaren, denne BMX-film af Hal Needham. Minder #1: På det tidspunkt i mit liv boede vi i Calgary, Canada. Okay, det er ikke det, jeg havde glemt, selvom jeg nogle gange ville ønske, at jeg havde… :-) Men det gik op for mig, at jeg faktisk prøvespillede til en rolle i den film. Jeg husker det billige og cheesy castinglokale og de dårlige replikker, jeg skulle læse op fra manuskriptet. Fik ikke rollen, selvom min ven Jamie Clarke fik en rolle, hvilket var vildt.
Minder #2 var en slags drive-in biograf i København tilbage i 1994. Der var en tom grund i Nansensgadekvarteret, og den sommer var der en Skrot-in filmserie. ‘Skrot’ er dansk for ‘vrag’ eller ‘skrot’. Billedet er fra eventet dengang.I en by med kun 40% bilejerskab var drive-in biografer noget, de gjorde ude på landet og i amerikanske film. Når man har cykelinfrastruktur og god offentlig transport, har man simpelthen ikke brug for en bil. Så en masse biler blev lånt fra skrotbunken og stillet op på den tomme grund, og ikke overraskende mødte de fleste op på cykel eller til fods.Man betalte for en billet og fandt derefter en bil, man kunne lide, og hoppede ind. Hvis man var fire personer, kunne man få sin egen bil. Ellers delte man, hvilket jeg husker, at vi gjorde, hvor vi sad på forsædet, og et andet par sad på bagsædet. Et lærred blev hængt op på siden af en bygning, og forhjulene på alle bilerne blev hævet op på paller for at give en bedre udsigt.Tjenere gik rundt og serverede øl, og inden filmen blev der opført en ‘fortolkning’ af aftenens film af en teatergruppe. Det var lamt, husker jeg. Vi så Greenaways The Cook, The Thief, His Wife and Her Lover i den gamle dårlige bil på den lune sommeraften. Og det var ikke lamt.
Det er tider som disse, hvor man tænker: “sikke noget, internettet er fedt.” Jeg fandt en side om Skrot-In Biografen, komplet med billeder, på Cinemamuseets hjemmeside. Jeg vidste ikke, at det var helt tilbage i 1994, men det ved jeg nu, og jeg har endda datoerne. Nu skal jeg bare huske, hvem fanden jeg var sammen med. En kvinde, helt sikkert. Men jeg kan simpelthen ikke huske det for livet af mig.
Derefter fandt jeg på YouTube traileren til Rad på to klik:Sikke en dårlig film, men når den er en del af et genfundet minde, er det rart.
