Af og til er vi håbløst ude af loopet. Den legendariske langdistancecyklist Ian Hibell døde den 23. august 2008, da han blev påkørt af en bil i Grækenland. Jeg læste hans bog tilbage i 1980’erne - Into the Remote Places - og har altid været forbløffet over hans kærlighed til at cykle - fra Arktiske Hav til Cape Horn, fra Nordkap til Godahoppebugten, fra Bangkok til Vladivostok. Og så videre.
Jeg hørte om hans død i trafikuheldet på The Economist og deres nekrolog bevæger mig.
… han beskrev sin cykel som en følgesvend, en krykke og en ven. At sætte afsted i morgenlyset med “hjulenes stille summen, støjen fra remmen mod lasten, klangen af noget i cykeltasken” var “lækker”.
… på en god, jævn nedkørsel, vinden i ansigtet, landskabet der pisker forbi, følte han “enhed med det hele”, som “næsten en gud”.
Han skulle have været en gæsteblogger hos Copenhagen Cycle Chic. Jeg håber, at hvor end han er, får han en god, jævn nedkørsel.Tak for turen, hr. Hibell
