Det nuværende og voksende fokus på at skabe livagtige byer involverer alle mulige værktøjer og interesseområder.En sund og intelligent transportform som cykling har naturligvis en primær fokus for mig i mit arbejde i over 100 byer, men billedet er altid større.At give bybefolkningen en myriade af aktiviteter inden for rækkevidde af byen er vigtigt, om det så er fodboldbaner, tennisbaner, løbebaner, you name it.Ligesom det er vigtigt at give dem muligheden for at tage cyklen eller offentlig transport til disse aktiviteter.Jeg er netop vendt tilbage fra Oslo, hvor jeg tilbragte weekenden med at prøve “ski-urbanisme”. Ned ad bakke-skiløb om fredagen og langrend lørdag og kun brugte offentlig transport til at komme til og fra.Mange byer er heldige at have sådanne vinteraktiviteter i nærheden.Det er ikke usædvanligt.
Det der gør Oslo særlig, er dog helheden i deres offentlige transportforbindelser til vintersport og rekreation.Det er exceptionelt og misundelsesværdigt.Det er også tydeligt, hvorfor et lille land som Norge dominerer medaljepladsen ved vinter-OL.Skiløb - især langrend - er den mest almindelige aktivitet for nordmænd. Faktisk som John Oliver antyder, “…den eneste grund til, at vi har vinter-OL, er så I bizarre snefreaks kan hente jeres dumme langrendsskimedaljer”.
Lad os se på min intermodale skibonanza-weekend i Oslo.Ned ad bakke-skiløb (eller skihop, hvis du foretrækker)
På fredag drog vi afsted fra Torshov til Oslo Vinterpark.Først med bus til Majorstuen og så med T-banen (metro) op ad bakken.Vi var ikke alene, det er sikkert.Metroen var fyldt med mennesker, der bar langrendsski, ned ad bakke-ski og snowboards.Det var fredag, men det var vinterferie, så der var mange familier, der nød solen og temperaturen, der hang omkring 0C.Jeg opdagede med det samme, at den akkordionssektion af busebs bøjede del var perfekt til at holde vores ski.På Majorstuen station fik vi en kop kaffe og ventede 10 minutter på toget, der skulle tage os op ad bakken.Skifolket - samt pendlere og turister, der tog til Holmenkollen - fik selskab på Midtstuen station.En horde af passagerer, der alle bar forskellige slags kælk/sleder, stormede ind i toget.Hvis du ikke vidste, hvad der foregik, ville du blive lige så overrasket som den franske familie, jeg så.
Billede til højre af Magnus Knutsen Bjørke
Her er tricket: Det er en kælkebakke/sledbane fra begyndelsen af sidste århundrede.Øverst kan du leje kælke - eller medbringe dine egne - og glide ned ad bakken i … hold dig fast … TO KILOMETER.Med et højdefald på 255 meter.Det tager cirka 8-10 minutter at glide hele vejen ned uden at stoppe.Bekymre dig ikke om at slæbe dig op ad bakken.Blot hop på metroen og brug den til at komme op igen, hvilket tager 13 minutter at komme til Frognerseteren station.Så mange gange du vil inden for åbningstiden.Kælkning og offentlig transport.Sammen endelig.OMG, dette eksisterer.Det var en fantastisk dag på pisterne i Oslo Vinterpark.
X-Games var i byen, og der blev bygget en halfpipe i området og, nede i byen, blev der opført en massiv skråning til lidt urban X-Games action.Efter en problemfri bus-metro-bus-tilslutning til alpinverdenen, var det næste dag tid til at prøve den mest norske af alle aktiviteter - langrendsski.
Vejret var lige så solrigt og fantastisk, da vi vågnede, så afsted gik det. Ned til sporvognsstoppestedet for at tage til Marka - det generelle navn for vildmarken omkring Oslo. Der var rigeligt med tid om bord på sporvognen til at fjerne noget gammel voks fra skiene og smøre noget nyt på inden skift til et lokalt NSB tog. På perronen var der en masse mennesker, der ventede. Enkeltpersoner, par, familier med børn i alle aldre og en hel flok familiehunde. Det var den mest norske ting, jeg nogensinde har oplevet.Hvis man ser bort fra, at de spiser deres sjove mad.
Ligesom med cykling, skal der infrastruktur til skiløb for at opmuntre folk til at stå på ski. Der er sikkert Køretøjsskiløbere, der afviser infrastruktur, manipulerer data for at fremstille en falsk opfattelse af dens sikkerhed og som foretrækker at stå på ski med snescootere, men det er afgørende for succesen med at få folk til at stå på ski, at borgerne tilbydes skiløjper. Byen Oslo forbereder og markerer 400 km langrendsskiløjper inden for byregionen, og Den Norske Skiforeningen (Skiforeningen) gør det samme for yderligere 2200 km skiløjper. Det er i alt 2600 km (det svarer til 1625 miles for jer i Burma, Liberia eller USA). Uanset hvad, er det masser af skiløbsinfrastruktur inden for nem afstand for befolkningen i byen. Det er værd at bemærke, at nogle hundrede af kilometerne også er oplyste, så man kan dyrke skiløb i vinterens mørke.Som med cykelinfrastruktur kræver det noget udstyr. Maskinerne, der forbereder spor, er markant mere seje end cykelsti-rensemaskiner. Men hey.
Det er en beskeden investering at foretage, når man gør episke ting for folkesundheden og den urbane oplevelse. Ligesom cykling.
I sin nuværende tilstand ligger urban cykling i Oslo efter mange andre europæiske byer med en estimeret markedsandel på 8%, selvom byen har en historie med urban cykling ligesom alle andre steder i verden. Ikke desto mindre kan vi ikke slutte uden at nævne, at det er meget muligt at komme til langrendssporene fra byen. Som denne herre kan bekræfte.Liv Jorun Andenes fra Oslo Kommunes cykelprojekt tog dette billede af manden på vej hjem efter at have stået på ski. Han spændte sine ski og stave fast på sin cykel og kørte ned ad bakken. Da hun spurgte, hvorfor han valgte at cykle, svarede han: “Det er glat om vinteren, når jeg går, så det er nemmere på cyklen”.Lige præcis.
Selvom det er umuligt at skygge for Oslos skibyggemetode, er der tidspunkter i København, hvor sådanne vinteraktiviteter kan nydes. Klimaforandringer har på det seneste givet os milde vintre, men vi har vores øjeblikke. Kun 1,5 time fra København, i Sverige, kan du stå på ski på de alpine skråninger, og når sneen kommer om vinteren, kan du opleve alle slags vinteraktiviteter kombineret med cykler. Oslo derimod er verdensmesteren. En by hele året rundt i naturlig størrelse.
