Jeg havde fornøjelsen af at tale ved Eco.ch-konferencen i Basel sidste fredag. Temaet var “Natur & Mobilitet - Øget mobilitet med reduceret trafik”. Jeg holdt en version af min tale om Byplanlægning for Cyklisme.
En af de andre talere var særligt interessant at lytte til. Adam Millard-Ball fra University of Santa Cruz talte om Trafikspidsbelastning og fremtidens trafikbehov.
Fremtidige rejsemønstre har enorme konsekvenser for energiforsyning og miljøet. Hvor langt vil vi rejse i fremtiden, og med hvilke transportmidler? Er rejser i den industrialiserede verden stoppet med at vokse - “toppen af rejseaktivitet”? Vil udviklingslande følge USA’s høje rejsemønster med høje emissioner, eller vil deres rejsemønstre ligne mere det i Europa eller Japan?
Han fremhævede, hvordan ingeniører og trafikmodeller fortsat insisterer på at bruge de samme gamle teknikker til at forudsige fremtidige rejsemønstre. På trods af at de er håbløst forkerte næsten hver gang. Slide’en, øverst, siger virkelig det hele. Han bruger to eksempler. En er projekteringer fra Transportministeriet i Storbritannien (til venstre) og fra Washington State. Det er en meget intuitiv slide. Den faktiske trafikvækst på begge grafer er i sort. De farverige linjer, der skyder i vejret, er projekteringerne. Millard-Ball sagde, at dette er en tendens over hele verden. Virkeligheden er helt anderledes end de computermodeller, der stadig anvendes af transportafdelinger. Modeller, der producerer projekteringer, der påvirker politikere og har indflydelse på millioner af menneskers liv. Modeller, der er forkerte og håbløst forældede.Som jeg beskriver i denne TED-talk om Cykelkultur gennem Design, er trafikteknik en forældet videnskab i sin nuværende form. Selvom den nuværende form stort set ikke har ændret sig i årtier, så er den ikke virkelig aktuel. Den er forhistorisk. Tag f.eks. 85th-percentil-illusionen, der stadig styrer hastighedsgrænserne i byerne. Det er standardstof på universiteterne. Underligt.
Trafikteknikken har for stor indflydelse på vores borgeres liv. Ingen har gidet at gå lidt dybere og indse, at den er temmelig håbløs, og at vi har brug for innovation og ny tænkning for at vende de skader, den har forårsaget.
