(Bemærk: Kristen Maddox var praktikant hos Copenhagenize Design Co. og blev hurtigt forfremmet til status som legendarisk praktikant i virksomheden. Hun savnes dybt her på kontoret.)
Danny Kaye spillede en charmerende H.C.Andersen i filmen fra 1952, H.C.Andersen, der fortæller historien om den legendariske danske forfatter til Den Lille Havfrue og andre eventyr. En kostbar scene: en gruppe sømænd, der knirker ind i Københavns havn efter en lang rejse, endelig kommer hjem op ad Kattegat - det lille stykke vand mellem Danmark og Sverige. Nostalgien i scenen er episk. Her er nogle af teksterne:
I denne glade nat
Lad os skåle og drikke en ned
Til vidunderlige, vidunderlige København
Den salte gamle dronning af havet
Jeg sejlede engang væk
Men i dag er jeg hjemme
Synger København, vidunderlige, vidunderlige
København for mig Som gæstestuderende her i et år for at lave forskning, vidste jeg altid, at der ville komme en tid, hvor jeg skulle vende hjem til Chicago. Når de danske myndigheder lovligt kunne “bruge tvang, hvis nødvendigt” for at sparke mig uden for landets grænser (udfordring: accepteret). Et år med at lære om dansk byplanlægning og cykelinfrastruktur føltes som utroligt mange timer i begyndelsen, men ligesom enhver rejse føles slutningen surrealistisk og alt for hurtig.
Der er nogle ting, jeg straks ved, at jeg kommer til at savne ved at bo her. For eksempel den næsten øjeblikkelige tilgængelighed af adskillige bagerier, der sælger kanelsnegle. En irrationelt lækker, samtidig klistret og sprød flad kanelbolle. Andre detaljer er mere flygtige: minder om samtaler med danskere og andre internationale. Farven på lyset på fortovet efter at have cyklet hjem sent om aftenen.
Vores arbejde på denne blog er dedikeret til at afsløre disse fine detaljer for et internationalt publikum. Derfor er det umuligt at få plads til disse tusindvis af detaljer på en lille liste. Men her er et uddrag, uden nogen bestemt rækkefølge, over de ti vigtigste samtaler, jeg har haft om cykling i København. Og husk: Tilgiv mig, hvis følgende liste bliver mere sentimental end Dann Kayes sømandskammerater efter et par slurke Gammel Dansk.
1) “Men selvfølgelig skal de have ladcykler på Island!”
Min ven sagde dette i vantro, da jeg fortalte hende om Copenhagenize Design Co.’s søgen efter den nordligste ladcykel i verden. Det virkede helt utroligt for hende, at et sted ikke ville have ladcykler. 2) “Må jeg ikke bare køre over for rødt lys?!” Intern monolog, mens jeg venter ved et rødt trafiklys i regnen. Ingen trafik. Efter midnat. Men de to personer ved siden af mig stod stædigt stille, så det gjorde jeg også. Så det med at velopdragne, regel-følgende danskere virker da lidt sandt alligevel… 3) “Huer… fordi man ikke kan cykle uden handsker i København” En kandidatstuderende fra Frankrig, der er her for sine studier. Hun blev bedt om at beskrive at cykle i København med tre ord. Hun gav “huer” som sit tredje ord. Vi talte med hende i februar, men hendes ord var sande indtil april og blev ofte citeret blandt kolleger.
4) “Kan man vende sådan? Det havde jeg slet ikke tænkt på!"En vens forbløffelse over, at vi i Chicago alle (eller næsten alle, mere præcist) drejer “som biler” i venstresvingsbanen i stedet for at køre igennem et kryds, stoppe ved lyset efter at have drejet 90 grader og fortsætte på en afskilt cykelsti. At dreje til venstre i Chicago er noget, som mange nye cyklister frygter. Her bliver det en rutine.
5) “Ja, man kan lære mange ting”En ny cyklist på en Red Cross cykeltræningskursus. Organisationen underviser voksne, der er flyttet hertil fra andre lande og aldrig har lært at cykle som børn. Jeg var heldig nok til at møde nogle af disse mennesker ved at blive frivillig cykelinstruktør. En af deltagerne, en temmelig talentfuld ældre kvinde, sagde dette på dansk, mens hun graciøst sejlede forbi mig. Det var et af de øjeblikke, der giver dig en god følelse, fordi sandheden i det, hun sagde, var klart. Her var nogen, der oprindeligt var nølende med at prøve denne ting, som så mange af hendes jævnaldrende brugte siden barndommen. Men se på hende nu. Selvsikker, ikke kun på cyklen, men også i sig selv og menneskers evner generelt.
6) “Jeg køber en cykel, når jeg kommer hjem!” udbrød en australsk universitetsstuderende, mens han talte om at cykle i København. Før dette sagde han, hvordan næsten ingen bruger cykler i hans hjemby. Med fornyet energi vil han vende hjem og vise dem et par tricks. Og heldigvis foregår Velo City 2014 lige i baghaven til hans universitet: Adelaide.7) “Men føler du nogensinde dig begrænset af transport der?” spurgte min kæreste i Chicago, mens vi talte på Skype. Jeg kunne ærligt svare, at i min daglige oplevelse føler jeg mig fuldt ud i stand til at komme hvor jeg vil, med total sikkerhed. Klokken 4:00 eller kl. 16:00. I regn, slud, sne eller hagl. Okay, måske har jeg aldrig set hagl, mens jeg har boet her. 8) “Men hvordan er jeres cykelkultur egentlig i Chicago?” var en af de første ting min ven og studiekammerat spurgte mig om, da jeg fortalte ham, hvor jeg kom fra. Jeg husker, at vi stod på perronen ved Trekroner Station nær Roskilde Universitet under en tur, arrangeret af universitetet, til Roskilde (en by lidt mere end 34 km uden for København). Han havde sin cykel i hånden, og samtalen var begyndt at dreje sig om andre ting end cykling, inden han afbrød og stillede dette spørgsmål. Det føltes som det mest naturlige i verden at stå i Danmark og udveksle noter om cykelintegration, inden jeg engang havde tilbragt en uge her. |
| Billedet ovenfor viser en del af en forhindringsbane arrangeret af Danmarks Cyklistforbund, hvor “mini-Københavnere” kan øve deres cykelfærdigheder. |
10) “[stille stilhed]"Så #9 og #10 snyder, da de kun er lyde. #10 snyder endnu mere, da det afbilder stilhed. Men uanset hvad. Forestil dig en karavane af cykelrickshaws, der langsomt kører af den normalt travle cykelsti. Chaufførerne er unge, men passagerne er ældre. De er ældre mennesker fra et lokalt plejehjem, der blev koblet sammen med et fantastisk rickshaw-initiativ kaldet ‘Cykler Uden Alder– Cycling Without Age’. Som en del af et arrangement kaldet ‘100 In One Day’ cyklede vi sammen med rickshaws langs kysten af Sjælland til en by lige nord for København, kaldet Gentofte. Udtrykket på den første forbipassers ansigt udstrålede ren forundring. Parret i rickshawn blev pludselig til mægtigere skikkelser end Dronning Margrethe og Hendes Kongelige Højhed Prinsgemalen. Forbipasserende nød simpelthen synet af to andre, der nød tiden i frisk luft.
København, du vil måske ikke lægge mærke til, at jeg er væk fra dine havne og mit sted ved Sort Diamant Biblioteket, men jeg vil ikke stoppe med at tale om, hvad mit land (og mange andre) kan lære om at skabe cykelvenlige byer med fokus på mennesker.Så lige når jeg træder ombord på flyet, vil jeg gennemgå denne liste en sidste gang. Men ikke før jeg har tjekket for at sikre, at den smuglede kanelsnegl er skjult for de sultne næser hos Beagle Brigade-hundene.
