En hollandsk kollega af os, Philip de Roos, bor i Dublin, og han har venligt givet os denne gæsteindlæg. Det relaterer sig til noget, vi ofte taler om her på bloggen og på Cycle Chic. Indlægget om SMUKKE PIGER PÅ CYKLER OG PROFITERING AF CYKELMANIEN er et eksempel. En overkomplikation af den simple handling at cykle. Philip har også bloggen “Dutch in Dublin” sammen med hans kæreste.
Jeg vil lade Philip - vist ovenfor sammen med hans kæreste Joni - fra Bear Bicycles i Dublin tage over her:
For nylig læste jeg ‘Fra cykel til bestyrelseslokale’, en artikel af Financial Times’ rejseredaktør Tom Robbins. Det er en anmeldelse af Bromptons nye ‘cykeldragt’.
I upåklagelig FT-stil beskriver Robbins, at der nu er flere cykler i London end Angry Birds i Google Chrome. Robbins observerer også: “shorts, kurerposer, kaguler og hjelme (…) er bare ikke acceptable i en forretningsmæssig sammenhæng, og det gælder dobbelt så meget for lycra”. Det er rigtigt. Han beskriver derefter sine vanskeligheder med at finde det rette tøj til cykling og konkluderer til sidst: ‘(…) cyklister har ikke brug for gimmicks, de har bare brug for tøj, der er åndbart, krøllebestandigt og smart (…)’. Det er næsten rigtigt. Efter min ydmyge mening vil søgningen efter smart ‘cykeltøj’ sandsynligvis give færre resultater end søgningen efter Loch Ness-uhyret. Som cykelaktivist, Cycle Chic-blogger og kæreste til en kvinde, der har en hollandsk cykelbutik i Dublin, mener jeg, at det ville have været mere relevant, hvis Robbins havde skrevet ‘cyklister har ikke brug for gimmicks, de har bare brug for tøj. Punktum. Og måske: lidt deodorant.’ For så længe cyklen er i orden, kan ethvert tøj bruges. Amsterdam og Københavns beboere har vist dette i årevis, men også i stigende grad i Dublin (hvor jeg bor nu) og andre europæiske byer bærer folk på cykler (jeg skriver ‘folk på cykler’, ikke ‘cyklister’ - der er en forskel) det samme tøj som på kontoret - eller i mit tilfælde: kontorcubiklen. Svedighed er heller ikke et problem. På den rette cykel i det rette tempo er der mindre behov for åndbart tøj end der er i Londons metro. I samme ånd er jeg også uenig i Robbins’ bemærkning om, at ‘Bromptons jakke er et skridt i den rigtige retning, men “løsningen” er stadig et stykke vej væk’. Løsningen er helt enkelt i cyklen - ikke tøjet. Og den gode nyhed er: den har været der hele tiden. Nu har alle byer brug for cykler, der er velegnet til jakkesæt, og en cykelkultur, der understøtter sjov og funktionel cykling. Da Robbins selv ser ud til at nyde cykling, tænkte jeg, at han måske vil hjælpe med at gøre FT til en stærk pro-cyklingsallieret. Jeg skrev et brev til Robbins og bad ham om at deltage i arbejdet med at opbygge en cykelkultur, der ville tillade hans læsere - industrikaptajner, bankfolk, advokater - at tage cyklen på arbejde og give deres chauffører en fridag.Hvis Robbins svarer, håber jeg, at I - læserne af Copenhagenize - vil være der til at hjælpe med fakta, tal og billeder, der viser, at dette kan lade sig gøre, og er blevet gjort.
