På min tur til Melbourne ankom jeg mandag og skulle holde mit foredrag lørdag. Felix og jeg blev hentet i lufthavnen sammen med en anden fyr, der også skulle tale ved State of Design Festival.
En bil designer. Tidligere chef for design hos BMW. Han hedder Chris Bangle. Charmende og omgængelig med stor humor.
Han holdt sit foredrag tirsdag på BMW Edge venue ved Federation Square. Jeg glædede mig til at høre om bil design - al design er interessant for mig - og det ville være spændende at høre, hvordan bilindustrien og dens designere tackler behovene og humøret i dette nye århundrede. Ifølge State of Designs programtekst om Bangle skulle vi høre alt om, hvordan:
“Vi bliver mere opmærksomme på ‘personlig mobilitet’, det valg vi træffer for at komme rundt. Chris Bangle mener dog, at vi også skal overveje ‘personlig følelsesmæssig mobilitet’, hvis vi seriøst vil tackle adfærdsændringer og udvikle mere bæredygtige mobilitetsprodukter. Folk har udviklet ’emotionelle’ tilknytninger til deres transportmidler, så hvis vi ønsker forandring, skal vi skabe nye oplevelser, der virker lige så meget som en katalysator for følelsesmæssig tilknytning og bæredygtige resultater.”
At sige at jeg blev skuffet, er en underdrivelse. Bæredygtighed og miljø blev næppe nævnt.
Det, jeg lærte, var denne funky og fresh catchphrase af Bangle for at beskrive udviklingen af at designe biler: Personlig Følelsesmæssig Mobilitet. Fedt! Det lyder dejligt og moderne, og det var denne frase, omkring hvilken Bangle’s foredrag drejede sig. Hvad betyder det? Ja, øhh…det viser sig, at det betyder, at bilindustrien skal gentænke deres design, så folk kan have en stærk følelsesmæssig tilknytning til deres biler. Det er en catchphrase for at beskrive målet om at få folk til at købe flere biler.
Bangle sagde en ting, der skilte sig ud, fed sort på hvidt. Han sagde, at antallet af 16-18-årige i USA, der ikke gider tage deres kørekort, vokser hurtigt. Biler registreres mindre hos dem. Så sagde Bangle det:
“Vi skal få dem tilbage til bilen.” Det sagde han. Det var bemærkelsesværdigt at se, hvor mange mennesker der vendte deres hoveder mod personen ved siden af dem med undersøgende udtryk i ansigterne. Stille spurgte de hinanden: “Sagde han virkelig det? Virkelig?”
Her på Copenhagenize.com fremhæver vi de utallige eksempler på, at bilindustrien presser sig selv op i en krog og retter deres reklamer mod den voksende hær af hverdagscyklister i et forsøg på at opretholde deres markedsandel, samtidig med at de promoverer cykelhjelme for at afskrække folk fra at cykle. Det var både forfriskende og deprimerende at høre de ni ord.
Felix var optaget af sin Nintendo under foredraget - forståeligt nok når man er otte år - men han kiggede op på et tidspunkt og hviskede til mig: “Far…er det ikke sjovt, at han taler om biler, og du er her for at tale om cykler?” Godt set, min dreng.
I bilen fra lufthavnen, lige efter at vi havde mødt hinanden, diskuterede Bangle og jeg forskellige aspekter af vores respektive felter. Bangle stillede mig to spørgsmål i løbet af samtalen. Tænkte jeg, at cykler skulle registreres som biler. Jeg sagde nej, som jeg har skrevet på denne blog. Han stillede et interessant spørgsmål om, hvorvidt cykler er det bedste af fodgængertrafikken eller det værste af biltrafikken. Jeg svarede, at cykler er det bedste af fodgængertrafikken. Cyklister bevæger sig hurtigere end fodgængere, men er i stand til at bevæge sig som en fodgænger og være spontane.
Under hans tale henviste han til vores samtale og tilføjede lidt kritik af cyklisterne for god målestok. Han nævnte spørgsmålet om det bedste/værste af trafikken og antydede, at cyklisterne gerne vil være begge dele. Han sagde det med et skævt smil og rullede øjnene. Han sagde også, at “nogen skal betale for vejene.” Noget som de flinke mennesker på I Pay Road Tax website/org ville elske at diskutere.
Jeg gik hen til ham efter talen - vi gik alle hen til den samme restaurant - og nævnte denne myte om ‘betaling for veje’. “Åh, det ved jeg…” var svaret. Så han vidste det… men sagde stadig linjen til publikummet. Den aften blev Felix berømt i Melbourne. Han tegnede ved bordet på gule post-it sedler. Han spurgte mig, hvordan man stavede ‘bicykel’, og jeg hjalp ham uden at vide, hvad han havde planlagt. Han listede hen til Chris og satte en post-it seddel på hans ryg. Han havde skrevet, simpelthen: Jeg ♥ Cykler. Chris tog det med et grin, men en hel masse mennesker ved bordet sendte tekster om denne uskyldige men effektive otteåriges cykeladvokati-aktivisme.
Så, hvad er Personlig Emotionel Mobilitet? Bilindustrien vil gerne have, at du mumler “åh, baby” mens dine hænder møder det omhyggeligt valgte materiale på dit rat og “åh ja…” mens du ser ned ad bilens elegante hældning. De vil udløse følelsesmæssige reaktioner hos folk, mens de er indespærret i deres køretøjer - fuldstændig afskåret fra det samfund, de lever i. Isoleret og fremmedgjort. Det er ingen hemmelighed, at bilindustrien har lånt frit fra cykelindustrien gennem det sidste århundrede. Ingen Henry Ford uden Alexander Pope. Ingen fantastisk salg af deres produkter uden den store succes inden for tidlig cykelmarkedsføring. Og så videre. Så her er, hvad jeg gør. Jeg tager denne catchphrase for Personlig Emotionel Mobilitet væk fra bilindustriens kløer og planter den fast i den blomstrende have af bycykling. Fordi ved du, hvad det fantastiske ved Personlig Emotionel Mobilitet er? Det beskriver perfekt, hvad cyklen kan tilbyde personen, der cykler på den. Det er en strålende beskrivelse af, hvad jeg personligt får ud af at cykle i byer. Min personlige og følelsesmæssige tilknytning til bybilledet, såvel som mine medborgere, enten de er på cykler eller til fods, bliver forstærket og intensiveret. Jeg interagerer med bylandskabet, mens jeg ruller ned ad cykelstierne eller gaderne i min egen eller en hvilken som helst anden by. Cyklen giver mig uafhængig mobilitet, og på den er jeg en integreret, aktiv og synlig del af byen. Jeg tilføjer endnu en menneskelig tråd, der styrker det sociale stof. Tak, Bangle. Tak, BMW. Jeres desperate forsøg på at sælge biler har givet mig den perfekte sætning til at beskrive skønheden ved cyklen i byer.
Og ved du hvad? Vi ændrer verden for anden gang med vores to- og trehjulede maskiner. Citius, altius, fortius.
Rul videre.
