Fjerde del fra sociologen Dave Horton fra Lancaster University. Dave har skrevet en fremragende analyse af frygt for cykling i et essay, og vi er glade for, at han er interesseret i et samarbejde. Vi vil præsentere Dave’s essay i fem dele.
Vi kan formode, at frygten for cykling er blevet fanget i en nedadgående spiral, som det ser ud til næsten er umulig at bryde ud af, medmindre cyklingens praksis kan flyttes geografisk og udføres under “nye”, “sikre” forhold. Dette afsnit undersøger tidligere forsøg på at skabe sådanne nye, sikre cykelområder. Det meste af det 20 århundrede foregik den største del af cykling i Storbritannien på veje. Den dominerende og bredt delte antagelse var, at (faldende antal) cyklister delte plads med (stigende antal) biler, lastbiler, busser og taxaer. At køre i et miljø domineret af potentielt dødbringende motoriserede transportmidler var en selvindlysende, normal del af cyklisternes daglige erfaring. Men i løbet af de sidste ti år har der fundet en grundlæggende ændring sted i cykelpolitik og -infrastruktur. Cykelstier er blevet indført over hele Storbritannien. Mange cykelstier er “på vej”; brugen af hvide linjer og farvet maling har til formål at markere en grænse mellem plads til motoriseret trafik og plads til cyklister. Selvom de ofte er blevet kritiseret og undertiden gjort til grin, har denne infrastruktur til formål at gøre cykelrejser mere attraktive; hurtigere, nemmere, sikrere, mere behagelige.
I de seneste år har der også været en stor udvikling af cykelruter uden for vejene, som deles ikke med motoriseret trafik, men med gående mennesker, hunde og heste (se Cotton 2004 for detaljer). Mange af disse ruter er blevet udviklet og promoveret af Sustrans, en velgørende organisation dedikeret til at fremme bæredygtig transport (se Sustrans 2000; www.sustrans.org.uk). Disse ruter opstår omkring cyklisten og har helt klart øget interessen og deltagelsen i cykling (Peace 2004; Sustrans 2006).
Men en utilsigtet konsekvens af deres popularitet kan være, at den dominerende offentlige opfattelse af cykling er blevet til en aktivitet, der bedst foregår på “sikre” og behagelige steder (se Rosen 2003; Jones 2004 for uenigheder om dette emne inden for cykelpolitiske kredse). “Normale” veje er ikke et sted at cykle; de skal frygtes. Det er værd at bemærke her, at der igennem mange år har været diskussion blandt britiske cykelorganisationer om cykelruter uden for vejene. Årtierne i midten af det 20. århundrede var præget af, at de britiske veje kæmpede for at rumme biler og cykler harmonisk. Et pamflet udgivet af Cyclists’ Touring Club med titlen Road Safety: a fair and sound policy (CTC n.d.b[c.1935]) siger: “Det siges ofte, at vores nuværende veje ikke har plads til alle, og derfor bør cyklisterne fjernes. Den eneste trafik, der ikke sikkert kan bruge vores nuværende veje, er højhastighedsmotortrafik, som der bør oprettes særlige motorveje til”. I de efterfølgende kampe om hvilken gruppe af brugere, der skulle “forlade” vejene, “vandt” cyklisterne til sidst, med udviklingen af motorvejsnetværket, som de havde kæmpet for i lang tid. Dog betød den hurtige vækst i mængden af motoriseret trafik, at der ikke var nogen vej tilbage til “den gyldne tid” for cykling, som de formodentlig havde håbet, at motorvejene ville gøre mulige ved at tage bilerne fra de eksisterende veje. De organisatoriske synspunkter, der blev udtrykt i 1930’erne, under cyklisternes modstand mod ideen om, at cykling skulle flyttes til cykelstier, burde måske sætte gang i refleksion over situationen i dag. For eksempel finder vi følgende i Making the Roads Safe: The Cyclists’ Point of View:
Det er umuligt at undgå den konklusion, at de fleste mennesker og organisationer, der argumenterer for cykelstier, ikke drives af gavmilde eller sympatiske motiver, selvom de måske hævder, at deres eneste bekymring er cyklistens velfærd … En stor del af cykelsti-propagandaen er baseret på et ønske om at fjerne cyklister fra vejen. Derfor er anmodningen om cykelstier så ofte ledsaget af forslaget om, at deres brug burde være lovbestemt. Der ligger en alvorlig trussel mod cykling.
Cyklister’s Touring Club 1937, 11-12 Selvfølgelig er situationen i dag anderledes. Måske mest åbenlyst ønsker mange mennesker, der frygter at cykle på vejene, at cykle andre steder. Det er ikke overraskende, at former for cykling uden for vejene - ikke kun cykling i fritiden på “trafikfrie” ruter, men også BMX, mountainbiking, cyclocross, trial-kørsel og track - alle synes at vinde popularitet. Og med udvidelsen af steder at cykle uden for vejen vokser forventningen om, at sådanne steder er de steder, hvor man skal cykle. Vejen føles ikke længere som et sted, hvor man skal cykle; det begynder at føles som om, cykling ikke hører hjemme der. Institueringen af denne følelse, som cyklister forudså for 70 år siden, er potentielt ikke langt væk. I 2006 instruerede udkastet til den reviderede Highway Code cyklisterne om at bruge offentlige ruter, hvor de findes. Disse planlagte ændringer blev imidlertid imodarbejdet af cyklister, ledet af CTC, men de viser alligevel tydeligt, hvordan tilvejebringelsen af attraktive alternativer får cyklisten på vejen til at virke mere og mere malplaceret. Nye idéer om ’normal’ bliver til, og det bliver mindre normalt at se veje som egnede steder at cykle. Imens bliver at køre på vejen en mere og mere frygtindgydende udsigt for flere og flere mennesker. Uden nogen nødvendig objektiv ændring i de eksisterende vejrforhold øger tilvejebringelsen af offentlige ruter folks frygt for at cykle på vejen. Yderligere fører promoveringen af sådanne ruter til at fodre denne frygt. Sustrans’ reklamemateriale bruger for eksempel regelmæssigt et tillægsord, der har fået enorm magt inden for britisk cykelfremme; ‘sikker’. En rekrutteringsbrochure opfordrer folk til at ‘hjælpe os med at bygge sikre og attraktive cykelruter i dit område’ (Sustrans n.d., mine fremhævelser). Man kan argumentere for, at nutidens unge vokser op med forventningen om, at hvis de overhovedet cykler, vil det være væk fra biler. Det vil selvfølgelig være forkert at betragte disse skiftende følsomheder som ukontroversielle. Cykelaktivister insisterer i stigende grad på, at nutidens unge skal trænes i at cykle på veje, og regeringsstøtte til dette formål er for nylig blevet bevilliget. Men politiske spændinger om, hvor cykling hører til, udgør en stor ny slagmark for mobilitets- og bæredygtighedskonflikter i det 21. århundrede. Det er også værd at bemærke, hvad der følger, at forskydningen af cyklingen væk fra vejen ændrer frygtens objekt, fra selve cyklingen til cyklisten. På offentlige ruter er cyklisten ikke længere så truet og i fare, og opfattes i stedet som en kilde til trussel og fare for langsommere bevægende, mere afslappede personer. Frygtens kilde skifter fra praksis til udøveren. Før jeg fortsætter med emnet frygt for cyklisten, vil jeg kort opsummere dette afsnit. Vejsikkerhedsindustrien, kampagner for promovering af hjelme og alle, der er ansvarlige for at markedsføre offentlige cykelfaciliteter, har alle en interesse i at konstruere cykling - især cykling på vejen - som en farlig praksis. Med andre ord gøres cykling ‘farlig’ af disse forsøg på at gøre den ‘sikker’. Hver af de tilfælde, jeg har diskuteret, er (måske uden at vide det) derfor involveret i produktionen af frygt for cykling. Frygt for cykling får folk til at stoppe med at cykle, og at stoppe folk med at cykle er en effektiv måde at fortsætte reproduktionen af frygt for cykling. Men nu vil jeg mere direkte tackle noget, som jeg indtil nu kun har antydet, nemlig den potentielle relevans af frygt for cyklisten i frygt for cykling. [Kommer snart på Copenhagenize.com] Kilder:
-
Cotton, N. (2004) Traffic-Free Cycle Trails (Frome: CycleCity Guides).
-
Cyclists’ Touring Club (n.d.b [ca. 1935]) Road Safety: a fair and sound policy (London: Cyclists’ Touring Club).
-
Cyclists’ Touring Club (1937) Making the Roads Safe: The Cyclists Point of View (London: Cyclists’ Touring Club).
-
Jones, T. (2004) ‘Household Travel Behaviour Adjacent to the National Cycle Network: the Network’s Role in Encouraging Utility Cycling’, paper presented to Cycling and the Social Sciences Symposium, Centre for Mobilities Research, Lancaster University.
-
Peace, R. (2004) ‘Damned Lies and Statistics’, in Cycle, August/September, 20-2.
-
Rosen, P. (2003) How Can Research into Cycling Help Implement the National Cycling Strategy? Review of Cycling Research Findings and Needs, (University of York: Science and Technology Studies Unit).
-
Sustrans (2000) Millennium Miles: The Story of the National Cycle Network, (Wilts: Good Books).
-
Sustrans (2006) The National Cycle Network: Route User Monitoring Report To End of 2005 (Bristol: Sustrans).
-
Sustrans (n.d.) Help us build safe attractive cycle routes in your area (Bristol: Sustrans). Elokuva:
Fear of Cycling - Part 01 - Introduction
Fear of Cycling - Part 02 - Constructing Fear of Cycling / Road Safety ‘Education’
Fear of Cycling - Part 03 - Helmet Promotion Campaigns
Fear of Cycling - Part 04 - New Cycling Spaces
Fear of Cycling - Part 05 - Making Cycling StrangeDave Horton er sociolog og elsker af alt, hvad der har med cykling at gøre. Han er en del af forskningsgruppen Cycling and Society, der har banet vejen for en ‘kulturel drejning’ inden for cykelstudier og afholder et årligt symposium i Storbritannien. Dave arbejder på Lancaster Environment Centre, Lancaster University, på projektet ‘Understanding Walking and Cycling’. Han forsøger at dyrke, skrive om og fremme alle former for cykling, fordi cykling i sin essens er godt.
