“Hver gang jeg ser en voksen på en cykel, fortvivler jeg ikke længere over menneskehedens fremtid.” - H.G.WellsLad os få en ting på plads. Selvom vi ikke er bannerbærende aktivister, synes vi, at aktivisme er fantastisk. Vi er helt med på den, især aktivismen for at skabe cykelkultur og infrastruktur som vi har i København i andre byer i verden. Vi føler dog behovet for at spille djævelens advokat i forhold til Critical Mass-bevægelsen. Især den stil af Critical Mass, der findes i f.eks. nordamerikanske byer. Ture, der har en aggressiv og provokerende tone. Der er mange positive eksempler på protestture, der er rolige, cool og accepterede. Budapest kommer i tankerne. Selv turene i Prag - hvor de ændrede navnet fra Critical Mass til noget i stil med “cykeltur” for at distancere sig fra de nordamerikanske versioner.
Generelt set er det en fantastisk koncept. Demokratisk til kernen. Fejringer, endda. Selv hvis der kun er et par dusin cyklister. Selvom vi elskede at cykle i Budapest sammen med titusinder af andre cykler. Det ville være en adrenalin-rus. Vi synes også, at bevægelser som Naked Bike Ride protests tackler vigtige problemer med humor.
Vi foragter de overdrevne politiaktioner i forskellige byer, men vi er heller ikke begejstrede for dem, der deltager og opfører sig aggressivt over for bilister. Demokrati bliver anarki. Vi bryder os heller ikke om den elitære holdning hos mange i den miljøaktive bevægelse. Dem, der nedvurderer bilister - og endda ikke-cyklister. Vi mener, at formålet med Critical Mass er at sætte fokus på behovet for cykelkultur og alle de miljømæssige fordele, der er forbundet med det. Noget godt. Derfor er et af de primære mål at få flere mennesker til at cykle. Af hvilken som helst årsag: bæredygtighed, reduktion af afhængighed af olie, bedre sundhed for medborgere. Men virker Critical Mass? Det ved vi ikke. 15 år er gået, og er der nogen byer, der har opnået massive fremskridt hen imod en cykelkultur lignende mange europæiske byer?ENKELT ALTERNATIV
Vi ved, at vi ser en simpel alternativ løsning. En nemmere vej. Hvad nu hvis alle de deltagere i masserne bare cyklede hver dag? I almindeligt tøj, som almindelige mennesker? Som millioner af borgere i Nordeuropa. Hvad kunne der ske? Mød vores hovedperson - Hr. Bilist. Han kører til og fra arbejde hver dag, som han altid har gjort. Lytter til den samme radiostation. Samme rute, med små variationer. Det er det, han gør. Han er en gennemsnitlig borger i et samfund baseret på biler. Som flertallet er han ikke en miljøaktivist, og han vil aldrig nogensinde være det. Hr. Bilist kigger ud af vinduet i sin bil, mens han tumler sig gennem trafikken. Hvad tænker han, når han ser en hardcore cyklist iført lycra eller en subkulturel fixie-dreng på en specialcykel, der suser afsted langs fortovet? Hr. Bilist i morgentrafikken kunne tænke, “Hmm. Jeg kunne også cykle på arbejde…” Dog vil han ikke se sig selv afspejlet i dette billede. Han vil se et medlem af en ofte militant subkultur. Han vil se en person, han normalt ville mærke som en “miljøaktivist” - ikke et positivt kendetegn i mange kulturer. Han vil se en person iført en uofficiel uniform - Hr. Bilist har ikke noget i sin garderobe, der ligner cyklistens udstyr - og han vil se en cykel, der er langt fra enhver cykel, han nogensinde har ejet. Han vil indse, at han for at cykle skal infiltrere en subkultur befolket af individer, der er meget forskellige fra ham selv. Han ville være nødt til at investere i udstyr og tøj. Værst af alt ville Hr. Bilist opdage, at han ’laver en erklæring’ ved at cykle. Hr. Bilist, ligesom de fleste mennesker, ønsker ikke at lave en erklæring. Han vil bare leve sit liv, ikke stige op på en platform og blive en synlig erklæringsafgiver. Han ved, at miljøet er et vigtigt spørgsmål. Han kender fakta. Men han er bare Joe Gennemsnitlig og vil altid være det. Han tænker bare, at det ville være rart, sundt og hurtigere at cykle på arbejde end at køre. Men ideen bliver hurtigt opgivet.Når Hr. Bilist sidder fast i trafikken på vej hjem på grund af en cykelprotest/demonstration/fejring, kommer han ikke til at komme tættere på at hoppe på en cykel. Han bliver skubbet længere væk fra tanken end nogensinde før. Joe Gennemsnitlig har ikke meget respekt for denne type aktivisme. Jeg ville ønske, at han havde det, men det har han ikke. Han bliver bare sur. DEN GODE METAFORE.Lad os nu forestille os, at Hr. Bilist sidder i trafikken og kigger ud af vinduet. Han ser en fyr cykle forbi. Mappe fastspændt på bagagebæreren. Iført jakkesæt. Ikke flyver afsted som om han ville slå rekorder, men cykler roligt. Den eneste gear, han har, er clips på buksebenene. Tager det roligt, udfordrer ikke den motoriserede trafik, bare arbejder sammen med den. Helst cykler han på sikre, beskyttede cykelstier eller cykelbaner. Cyklen, som manden sidder på, ligner den cykel, Hr. Bilist har i sin garage. Og så ser Hr. Bilist en kvinde passere forbi ham. På en cool retrocykel. Hendes taske i hendes kurv, pyntet med plastikblomster. Kurven, ikke tasken. Hun har en nederdel på og stilfulde sko. Lytter til sin iPod. Godt, roligt tempo. Så tør vi formode, at Hr. Bilist ville tænke, “Jeg ville ikke have noget imod at cykle på arbejde. Det er kun 15 km. Den fyr ligner mig. Samme jakkesæt. Samme cykel. Og den kvinde får det til at se let ud…"Hr. Bilist ville straks se sin egen refleksion i disse cyklister. Han ville indse, at for at cykle på arbejde, behøver han kun at hive sin cykel ud af garagen og investere i clips til buksebenene. På langt mindre tid end det tager ham at køre på arbejde, ville han være klar til at cykle. Han behøvede ikke at lave en erklæring. Han ville bare være endnu en cyklist på vej til arbejde. Han ville falde i med mængden. Han ville føle, at han gør noget godt for sig selv og for planeten uden at skulle stå på en sæbekasse for at gøre det. DET STORE MEN.Her ligger problemet. Alle dem, der brænder for at øge cykelbrugen i byområder, forstår, hvordan Joe Gennemsnitlig tænker. Hjælp Joe Gennemsnitlig til at passe ind. Alienér ham ikke ved at fremhæve forskellene mellem dig og ham. Vi er alle med i det her. Aktivister er først ude af startblokkene, og de har al ære af det, men det er Joe Gennemsnitlig og hans venner, der til sidst vil redde planeten, hvis de får chancen. Og når cykelbrugen øges, falder antallet af cykelulykker, og byer og byer vil ikke have noget valg end at investere i infrastruktur og faciliteter. Hvis du bygger det, vil de komme. Få det til at se let ud, og rejsen mod en cykelkultur vil også være let. Det er vores holdning. For flere billeder af en let cykelkultur, se Copenhagen Cycle Chic.Critical Manners - et positivt alternativ.
http://www.critical-mass.info/
http://en.wikipedia.org/wiki/Critical_Mass.