Dette er en gengivelse af Mikael’s seneste TED x tale - i Münster, Tyskland i juni 2015 - vist ovenfor.
Indlejring var tændt, men så blev det slukket. Klik på det ovenstående link, hvis du ikke kan se videoen.
**Den livsstørrelse by
**Jeg har en mærkelig mistanke om, at vi er blevet hacket. Som mennesker. Som samfund. Vi er blevet ført til at tro, at større er bedre. At vækst er godt. I så mange år, at man let kan kalde det et århundrede med kulten af det store.
Det gælder bestemt økonomien. Du kan ikke nævne økonomien uden at nævne vækst. Men jeg er ikke økonom. Jeg arbejder med byplanlægning. I byer. Og det samme gælder. Byer skal være større. Bredere. De skal strække sig ud i det fjerne, så langt øjet kan se. Det er det, der gør en by stor og god. Eller det har vi i mange år fået at vide. Bygninger skal være højere, mere skinnende. Række op mod himlen. Slå verdensrekorder. Monumenter for ingeniørkunsten og muligvis fallos-symboler for de manddominerede industrier, der designer og bygger dem. Veje og motorveje skal være længere, bredere, nå længere. Mere kapacitet, forbedret flow, mindre trafikpropper. Det er en af de tristeste ironier ved byplanlægning, at det eneste, vi har lært af 100 års trafikteknik, er dette: Hvis du laver mere plads til biler, kommer der flere biler. Det er trist, hvis man tænker på alle de milliarder af dollars, vi har smidt efter det i de sidste hundrede år. Megaprojekter er blevet en dille. Aldrig færdige til tiden, altid vanvittigt overbudget og alligevel udgør de 8% af den globale BNP. Vi er fascineret, besat af megaprojekter. Vi, folket, forbrugerne, får at vide, at vi skal bruge mere. Købe mere. Jo mere vi køber, jo bedre bliver økonomien. For vækst. Det har vi i mange år fået at vide. Måske er vi blevet hacket, men jeg tror stadig, at vi har den oprindelige kode inde i os. Når man har været her i 200.000 år som homo sapiens, har man den oprindelige kode. Den rene programmering. Vi kan være rationelle, når vi vil det. Alle ved, dybt inde i sig selv, hvilken is der vil være mest nydelsesfuld at spise, når man skal vælge mellem en enkelt, lækker kugle eller en monstrøs bunke af is. Engang imellem kan vi blive vilde, men den enkelte kugle vil normalt være den bedste oplevelse. Det samme gælder madportioner. Vi har boet sammen i byer i 7000 år. Vi er programmeret til at forstå det grundlæggende. Enhver af os, der bor i en by, ved, hvordan en god gade skal se ud. Det ligger i vores bymæssige DNA at vide, at en menneskelig gade, der er venlig over for fodgængere og cyklister og har masser af grønt område, er den bedste løsning. Vi ved intuitivt og instinktivt som art, at størrelse ikke betyder noget. Heldigvis er der et dejligt lille sted, jeg kalder den livsstørrelse by, der gemmer sig derinde, i skyggen af kulten af det store, bag bjergene af besættende vækst. I den livsstørrelse by er tingene anderledes.
Ideen til den livsstørrelse by kom fra en lille person. Lulu-Sophia. Eller som jeg kalder hende, The Lulu. Min datter. Jeg har skrevet om hende som Verdens Yngste Byplanlægger. Det, hun siger, er fantastisk. Vi gik rundt i vores kvarter en dag, hånd i hånd. Ventede på, at lyset skulle blive grønt ved et fodgængerfelt. Hun var stille og kiggede sig omkring og sagde pludselig… “Far, hvornår vil min by passe til mig?”
Hun følte sig så lille som barn på det urbane landskab. Alt er af målestok for hende. Jeg forsikrede hende om, at hun ville vokse, og det vidste hun godt. Hun sagde bare “ja”. Men det fik mig til at tænke. Føler jeg, at min by passer TIL MIG? Jeg bor i København, så på mange steder, ja. Når jeg cykler langs 5 meter brede cykelstier - envejs - ved siden af smalle bilbaner over Dronning Louises Bro, passer min by til mig. Der er dog også andre steder i København, hvor den ikke gør det. Brede cykelstier, ja, men 8 kørebaner fyldt med biler og bygninger, der ikke er blevet tænkt ordentligt over. Min by passer ikke til mig der. Og det er tilfældet i de fleste byer i verden. Men i den livsstørrelse by er tingene anderledes. Vækst er også vigtig i den livsstørrelse by. Det måles i centimeter og millimeter. Hver ny millimeter bliver fejret med et knytnæveslag, når et barn måler sin højde. Det er den vigtige vækst. I den livsstørrelse by har vi ikke brug for de fejlslagne videnskaber om trafikmodellering og trafikteknik. Vi skal bare bruge logik og rationalitet. Bruge antropologi til at udvikle trafikmodeller. Mønstre borgernes ønskelinjer og planlægge baseret på, hvor de gerne vil hen.
Ønskelinjer er demokrati i bevægelse. Demokrati i gang. Hver eneste øjeblik af hver eneste dag sender borgerne i vores byer os stille beskeder. De fortæller os og viser os med deres Desire Lines, hvor de vil hen, og vi bør observere dette og planlægge i henhold til disse mobilitetsmønstre, som de chartlægger for os. Urbansk demokrati er vigtigt i den livlige by. I Montreal tager folk sagen i egen hånd. En jernbane opretter en barriere mellem to tæt befolkede kvarterer. Canadian Pacific Railways, som ejer sporene, nægter at tillade et niveauforskæring. Så borgerne skærer huller i hegnet for at komme fra A til B. Canadian Pacific leger kispus og dækker hullerne til. Borgerne har dog en Facebook-gruppe, hvor de fortæller hinanden, hvor hullerne er. Du kan ikke stoppe urbansk demokrati. I den livlige by behøver du ikke at bruge bilsalg som en vækstindikator. Det er så sidste århundrede. Så gammeldags. I stedet måler du dit netværk af sikre cykelstier. Dine forureningsniveauer. Afstanden fra hjem til grønne områder. Tilgængelighed. Sådan kommer Københavnerne på arbejde og uddannelse. 63% cykler. Du måler dette, og du gør en sejrbevægelse, når du ser, at cykling og offentlig transport stiger. Du måler, hvor meget cyklister bidrager til byen. I København bruger borgerne, der cykler, 2,34 milliarder dollars i butikker i byen. En kraftfuld kraft. Du måler cykelvenlige byer over hele verden ved hjælp af en akademisk rangering for at måle, hvordan det går. Byer skal vide, hvordan de måler deres fremskridt. Dette er vigtigt for byernes fremtid. Cyklen er den livagtige bys vogn. Den fører an i flåden af offentlig transport og endda delebil. Cykler er ikke som biler. De bliver ikke større. De forbliver stort set konstante. De er imidlertid kraftfulde. Under finanskrisen sagde den danske regering, “lad os bygge cykelstier for at komme på rette spor igen”. Forestil dig det. Eller som borgmesteren i Paris - Betrand Delanoë - sagde … “Faktum er, at biler ikke længere har en plads i vores tids store byer”. Når folk som ham siger sådanne ting, ved vi, at paradigmet flytter sig til noget bedre. I den livlige by kan ændringer ske hurtigt, hvis du ønsker det. Hvis du ændrer spørgsmålet. Byer kæmper for at genoprette cyklen som transportmiddel. Meget tale. Mange baby skridt. Men så har du byer som Sevilla, Buenos Aires, Dublin, Paris - byer hvor der ikke var nogen cykler tilbage for blot syv år siden. Nu, på kort tid, moderniserer de sig og bliver cykelvenlige. Med infrastruktur og trafikberoligelse og cykeldelingsystemer. Den hellige treenighed af cykelurbanisme. I størstedelen af de sidste 100 år har vi kun stillet et spørgsmål til vores trafikingeniører. Hvor mange biler kan vi flytte ned ad denne gade? Moderne byer ændrer spørgsmålet. Hvor mange MENNESKER kan vi flytte ned ad denne gade? Ved at bruge alle transportsformer til rådighed for os? Hvordan kan vi tackle urbanisering? Ændre spørgsmålet. Du kan stadig flytte ting rundt i byen. Jeg var involveret i forskning, der viser, at 51% af varerne i byer kan transporteres med ladcykel. Med lidt kreativitet ændrer du paradigmet. Brug pramme og små terminaler og ladcykler til at bringe varerne til folket. Du hører folk tale om skrumpende byer eller aftagende byer, som om det er en bekymrende ting. Et problem. Ved du hvad? Måske skalerer disse byer blot ned til noget godt. De genstarter. Kig på Detroit. Eller Trieste i Italien. Urban opfyldning er mange ting. Det kan være storskala, men det kan også være småskala. Som ting som det, min søn Felix og jeg gjorde. Vi fandt et hul i muren på den anden side af gaden og besluttede, at vores kvarter havde brug for en biograf. Så vi byggede en af lego. Det handler alt sammen om mennesker i den livlige by. Som Felix. Lulu. Alle mulige mennesker befolker den livlige by. I den livlige by er børn - som Lulu - ikke forbrugere. Statistikker. De er små mennesker. Mål dem ikke. Beregn ikke, hvor mange penge de vil bruge, eller hvor meget profit Kulten af Stort vil tjene på dem i deres liv. Design din by omkring dem. Sænk farten på bilerne. Reducer forureningen. Byg cykelstier, så de kan cykle som transportmiddel. Fordi det er alt, de vil gøre. Det er tid til at skære ned. Det er tid til at omskrive regelbogen. Byer vil vokse, men vi behøver ikke at være så besatte af det, at det slører vores logik. Heldigvis har enhver by lommer med livagtig kvalitet. Find dem. Skab nogle flere. Hver dag, du bevæger dig rundt i din by, kan du vælge at udvide dit urbane landskab. Hack dig selv tilbage i din by. Det er tid til at gå tilbage til fremtiden.
