Den Livsstørrelse By Blog: Lulu og Den Livsstørrelse By

Nogle af jer husker måske artiklen om verdens yngste byplanlægger - Lulu-Sophia - for et par år siden. Siden da fortsætter Lulu-Sophia med at komme med geniale, enkle og fornuftige observationer om sit liv i København. Mange af dem er enkle observationer. En gang cyklede vi ned ad cykelstien langs en travl gade og drejede derefter ind på en cykelsti gennem en park. “Wow, far! Lyt til hvor stille det pludselig er!” Altid enkle, men rammende. Hun ser ting i sit bymiljø, som ofte går ubemærket hen. For et par måneder siden tog Lulu-Sophia det til et nyt niveau. Vi gik og stoppede ved et fodgængerovergang og ventede på at krydse vejen. Vi var tavse i øjeblikket. Lulu-Sophias byplanlægger-hjerne var dog i fuld gang. Hun kiggede op på mig og sagde ganske enkelt: “Hvornår vil min by passe til mig, far?” Fantastisk. Og selvfølgelig, livet som barn i en by går ud på at stirre på de voksnes bagdele. Affaldsspande er lige så høje som dig. Afstanden når man krydser en gade forstørres, når man er så lille og ens ben er så små. “Vær ikke bekymret. Du vil blive ved med at vokse, og snart vil din by passe perfekt til dig.” Hun var tilfreds med dette svar og nikkede og sagde “ja”, mens hun vendte tilbage for at kigge rundt på gaderne. Som altid med Lulu-Sophias observationer får hun mig til at tænke. Lige der og da startede jeg en længere tankeproces, hvor jeg spekulerede på, om min by passer til MIG. En proces, der er blevet konstant, når jeg bevæger mig rundt i min by og alle de andre byer, jeg besøger og arbejder i. Det er en interessant måde at tænke på. Passer min by til mig? Er jeg i skala på det urbane landskab?

Hvis jeg tænker på København, er der bestemt steder, hvor min by passer perfekt til mig. Når jeg cykler langs verdens travleste cykelgade - Nørrebrogade - og krydser Dronning Louises Bro på 5 meter brede cykelstier, brede fortov og kun én bilbane i hver retning… Føler jeg, at min by passer til mig. I den middelalderlige bymidte - ligesom alle middelalderlige bycentre… passer min by til mig. Byer blev designet til at passe til os i 7000 år, trods alt. Tingene er dog anderledes nu. Siden vi har forkastet al fornuft og begyndt at planlægge gader kun til biler. Selv i København er der alt for mange steder, hvor min by ikke passer eller gør nogen forsøg på det. Tænk på Hans Christian Andersens Boulevard, den enorme strækning af politisk og teknisk arroganc, der skærer sig gennem hjertet af hovedstaden med otte spor af elendighed. Selv på de brede cykelstier på denne strækning er jeg ikke i skala.

</ p> Øverst til venstre: Hans Christian Andersen Boulevard er stedet, hvor blomster dør, takket være udledningen fra over 50.000 biler om dagen. Øverst til højre: Når man ser ned på et kryds fra oven, mister man enhver fornemmelse af byen og indser, at ingeniørmatricen har fuld kontrol. Nederst til venstre: Dette burde være den ultimative centrale geografiske og beboelige punkt i byen. Rådhuspladsen. I stedet brøler boulevarden gennem som en vred, hævet flod og skærer byen over to. Nederst til højre: Jeg tæller omkring 22 personer i motorkøretøjer (eksklusive de cirka 60 i bussen). Se på det rum, der er tildelt dem, i forhold til de omkring 50 cyklister.

</ p>
Det plejede at være anderledes. Til venstre er boulevarden i 1907 - læs mere om det her - og til højre er slutningen af 1940’erne / begyndelsen af 1950’erne, med brede midterrabatter.

Et andet sted hvor jeg ikke føler mig som om min by passer til mig er lige uden for min lejlighed i Frederiksberg Kommune. Det er et kryds i Danmarks mest tætbefolkede by, og alligevel tillader byen over 26.000 “parasitter” at køre igennem. Det er et døende kryds, der kun er brugt til transport. Det er unikt, fordi det er det punkt, hvor nord-syd- og øst-vestgaderne mødes. Det er også det kryds, vi brugte til vores Choreography of an Urban Intersection antropologiske studie. </ p>

Jeg bruger dette kryds flere gange om dagen, og alligevel føler jeg bestemt ikke, at min by passer til mig. Min by ser ikke ud til at give en pind. De er ivrige efter at give bilerne og deres parasitter en førsteprioritet ved at gøre ting som dette. Gaden foran min lejlighed plejede at være så meget pænere. Og selv i løbet af mit liv. </ p>

</ p> Men de har stadig modet til at sætte dette plakat op ved krydset. “Frederiksberg - hovedstaden sunde, pulserende, grønne hjerte.” Når jeg tænker på andre byer, er der nogle, hvor jeg føler mig tilpas. Amsterdam, for eksempel. Mange mindre byer i Danmark og Holland også. Men jeg er en bydreng, så jeg fokuserer på større byer. De fleste byer har lommer, hvor man føler, at man passer ind, men desværre er de ofte få og langt imellem. Hvad med din by? Føler du, at den passer til dig? Lulu-Sophia, som altid, inspirerede mig. Hun inspirerede mig til at tænke på en ny måde. Et nyt mål.

Det livagtige bybillede. Vi var engang så dygtige til at pleje livagtige byer. Vi gjorde det i 7000 år. Nu er det tid til at gøre det igen. Med menneskelig observation og designprincipper.

Hvis du følger mig, Mikael, på Instagram (@colvilleandersen), vil du ofte se The Lulu gå omkring sine daglige gøremål. Ofte på cykel.


.


Læs mere