Første henvisning til “løsagtig gang” - Kansas City Star, 30 April 1911.
Jeg har tidligere skrevet om den fantastiske bog “Fighting Traffic - The Dawn of the Motor Age in the American City” by Peter D. Norton men jeg kan simpelthen ikke få nok af den. Tidligere indlæg kan findes The Anti-Automobile Age and what we can learn from it og Fighting Traffic.
Den canadiske forfatter, Chris Turner, skrev i dag om, hvordan der ikke er løsagtige fodgængere på bæredygtige gader på Mother Earth Network. Her er noget ekstra baggrundsinformation til den fantastiske artikel.
Man opfandt selve udtrykket “Motoralderen” inden for bilindustrien som en reklamemæssig betegnelse, der skulle ændre den offentlige mening i forsøget på at få folk til at acceptere biler på byens gader, trods den massive modstand, der var opstået i samfundet.
Udtrykket “bidrog til at forsvare det etablerede system og omdefinere problemerne”, præcis som lignende sætninger sidenhen er blevet brugt til at retfærdiggøre forbud mod at ryge på arbejdspladser, brugen af renere brændstoffer og skærpede sikkerhedsforanstaltninger i lufthavne
I 7000 år har byer og deres gader været mødesteder for borgere, hvor de bevægede sig rundt og legede. Bilindustrien var nødt til at bruge markedsføringsteknikker for at vinde kampen om plads til bilerne. Og de har aldrig set sig tilbage. Helt øverst er en karikatur, der viser en anden markedsføringsstrategi, som blev adopteret af bilindustrien - løsagtig gang. En “jay” var en synonym for en landlig person, og fodgængere, der turde udfordre 7000 års byliv, blev etiketteret som sådan. Der blev opfundet fodgængerovergange for at lede fodgængere over i kontrollerede zoner, der ville give biler dominans på vejene. Trafikulykker var et stort problem, da biler begyndte at have magt på vejene. De fleste trafiksikkerhedskampagner lagde ansvaret solidt på bilisterne, og protesterne imod dem var massive. Bilindustrien skulle ændre denne opfattelse, og det blev de succesfulde med.
“I 1930 havde den amerikanske Automobile Association overtaget sikkerhedsrådene og var blevet førende inden for skoletrafiksikkerhed”.
Spejderne blev rekrutteret af bilistorganisationer og Kiwanis-klubber, og de uddelte kort til “uansvarlige fodgængere”, ligesom det, der er fra Hartford, Conneticut, i 1921.
De skulle patruljere gaderne og lære borgerne De Ny Regler for Motoralderen. Skiltene ovenfor blev sponsoreret af Californiens Auto Club i 1923.
Denne attitude, der blev forsøgt latterliggjort i New York Herald Tribune i 1925, lyder frygtelig bekendt den dag i dag.
Det handlede ikke kun om løsagtig gang. Syv århundreder, hvor børn leger på gaderne, skulle også udryddes. Tegningen til venstre er fra Chicago Motor Club og er en sikkerhedsposter til deres lærebog for skoler i 1932. Til højre ses en kampagne fra Massachussets Safety Council i 1923.
Sangen “Beware Little Children” fra 1924 formidlede den auto-centrerede besked til børn og forældre. Mest til forældrene, selvfølgelig.
Beskeden er klar i dette plakat fra 1927 fra American Automobile Association. Lyt. Betjenten? Åh, naturligvis! Bilforeningen? Helt sikkert.
“Selvfølgelig ikke! Gaderne er til biler!” Syv tusind år - en lille hjerneged med en varighed på 100 år. Det fungerede ikke. Kan vi få vores gader tilbage, tak?
