Jeg har altid elsket dette billede, jeg tog i Paris for nogle år siden. Afhængigt af hvor du kommer fra vil du danne en konklusion om, hvad der sker, når du ser på det. Mange vil antage, at det er en aggressiv konfrontation mellem en bilist og en cyklist. Jeg cyklede bagved kvinden på den fælles busbane/cykelsti, da passageren i bilen sagde noget. Jeg var for langt væk til at høre hvad. Kvinden sprang over bumpet og stoppede. Jeg nærmede mig nu og tog billedet. Jeg bremsede ned, da jeg passerede, for at høre hvad der blev sagt. Kvinden gestikulerede og sagde “Jeg ved det ikke! Jeg har ikke en bil og jeg er fra det 5.!” Latter fra begge parter fulgte. “Det 5.” betyder 5. arrondissement (distrikt), som er syd for floden, hvor dette billede blev taget. Hun blev bare bedt om vejvisning. Det var alt sammen meget venligt.
Det er Lulu-Sophia i lastrummet og mens vi ventede på rødt lys her i København sidste sommer, fangede passageren i bilen til venstre hendes opmærksomhed. Han sagde “hej” til hende og hun, som to-årig, fik øjenkontakt med ham og svarede sagte “hej”. Samtalen ophørte der. Men det var stadig dejligt, og da vi kørte videre, sagde hun: “Far… den mand sagde hej til mig…”. I mine rejser med denne cykelfixerede idé er jeg blevet stoppet for vejvisning et par gange. Altid mens vi ventede ved et rødt lys. I Budapest var bilisten uheldig med at vælge mig. A. Jeg taler ikke ungarsk, og B. Jeg havde kun været i byen i en dag. Ikke desto mindre smilede vi og trak på skuldrene og lavede mimik. I Barcelona var det engelske turister, der ledte efter et hotel. Jeg sendte dem - vagt - i den rigtige retning. Mange andre byer i mit liv også. Her i København er jeg blevet spurgt om vej mange, mange gange. Du går ikke rundt og engagerer bilister i samtale i en drømmende verden af sameksistens, men når du er ved det røde lys, er det nemmere at rulle vinduet ned og vælge en cyklist på cykelstien ved siden af end at prøve at få opmærksomheden fra en fodgænger. Og helt sikkert nemmere end at forsøge at tale med den “cyklist” i din bakspejl, der lader som om han er en bil, mens du indånder udstødningsgas. I et af mine foredrag taler jeg om Cykelantropologi - om hvordan cyklister blot er fodgængere, der bevæger sig lidt hurtigere, og hvordan cyklen er den mest menneskelige form for transport - efter fodgængere selvfølgelig.Hvis du fjerner cyklerne fra cyklisterne på cykelstien, ligner de generelt fodgængere.Fjern denne piges opretstående cykel (den mest antropologisk korrekte cykel), og hun er bare en pige, der løber efter bussen. Navnet “vélocipède” kommer faktisk fra et latinsk ord for “hurtig” og “fod”, hvilket passer perfekt til måden, som Borgercyklister bruger cyklen den dag i dag i vores byer.Et af de største øjeblikke, jeg har oplevet siden jeg begyndte at rejse med Copenhagenize og Cycle Chic, var i New York. Ikke direkte interaktion som sådan, men stadig mindeværdig. Jeg var lige kommet fra en bro fra Brooklyn og var på vej op ad byen. Ventede ved det røde lys, som normale mennesker gør. Jeg kørte på en sort Bullitt og var iført normale tøj og havde et kamera hængende bag på mig. Jeg sad op og ventede på lyset. Jeg kiggede mig omkring og mødte øjnene af en ældre kvinde af latinamerikansk oprindelse i en stor SUV. Hun stirrede på mig. Jeg kiggede tilbage. Så nikkede hun bare. En gang. Et nik der sagde “respekt” eller “godt gået”. Jeg smilede tilbage til hende. Lyset skiftede, og vi skiltes ad. Jeg tvivler på, at hun cykler rundt i byen i dag, men måske var jeg hendes første observation af en Borgercyklist, der ventede ved det røde lys og på en cool cykel. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.
Dette er en situation, man ser overalt, hvor Borgercyklister får plads til at trives og vokse. En bilist eller passager ser ikke nogen underlig subkultur, de ser bare en medborger på en anden form for transport. En der er tilgængelig og nem at føre samtale med. En medmenneskelig person på deres egen beskyttede vej eller sti, men stadig antropologisk en integreret del af byen.