Copenhagenize.com - Cykelkultur ved design: Kørestole i danske tog


Jeg tog vestpå sidste uge til et møde med det danske firma Veksø, der producerer bymøbler samt cykeloptællere, som er en funktion i mange danske byer samt internationale byer. Der er 33 cykeloptællere i 10 danske byer alene. På vej til Fredericia - “Porten til Jylland!” - stoppede InterCity-toget ved et par stationer, en af dem var Middelfart. Fra min plads i toget så jeg tre damer i kørestole, der boarded toget.


Konduktøren og en stationsmester arbejdede hurtigt og effektivt for at få hver dame ind i elevator og op på togets niveau og få dem om bord. Dette er en vigtig rute, der forbinder Øst- og Vestjylland, der er køreplaner at overholde, og alligevel tager Danske Statsbaner sig tid til at få tre passagerer med specielle behov om bord. Det var imponerende at se. I en perfekt verden ville perronerne være på samme niveau som togene, men der er forskellige modeller af tog - regionale og nationale - så det er ikke muligt. De regionale tog, som jeg ofte bruger, er i niveau med perronerne, så det er nemt at rulle på og af, uanset om det er en cykel, en barnevogn eller en kørestol.

Men når man først er om bord, handler det bare om at læne sig tilbage og nyde turen. Det er selvfølgelig nemt at få en cykel med på InterCity-togene. Du løfter den bare.

Byen Middelfart har en særlig plads i vores families historie. Min far var i den britiske hær efter Anden Verdenskrig. En af 2000 soldater, der nu omtales som Den Glemte Hær (link på dansk). Danske mænd blev opfordret af den danske regering til at hjælpe den britiske hær, nu da Europa var befriet. Der var stadig krig mod Japan på det tidspunkt, og briterne havde brug for mænd for at vende hjem og arbejde i kulminer og fabrikker, i håb om at erstatte dem med udenlandske soldater. Over 20.000 danskere meldte sig efter befrielsen i 1945. Da de senere blev indkaldt, tog dog kun omkring 2000 af dem afsted for at udføre deres pligt. De blev aldrig dekoreret eller anerkendt af den danske regering, da de vendte hjem.

Efter min fars udstationeringstjeneste, der endte med at være i Palæstina, hvor han beskyttede sig mod zionistiske terrorguerillaer, vendte han tilbage til Storbritannien, hvor han mødte min mor til en dansefest i Swindon. De endte med at flytte til Danmark. Min mor var en ordentlig pige fra Wiltshire, men passede godt ind i Danmark. Dette var i slutningen af ​​1940’erne, og hun havde aldrig sagt et snavset ord i sit liv. På en tur til København fra Aalborg stoppede toget i Middelfart. Min onkel syntes, at navnet var sjovt og sagde til min mor: “Se, Barb! Vi er i MiddelFART!” Min mor blev chokeret og flov over at høre et sådant ord. Hun bad ham om at stoppe med at bande. Men min far var også med på legen. “Vi bander ikke. Vi fortæller dig bare, at dette er MiddelFART… byen MiddelFART”… Min mor gik nok i kramper, da hun aldrig havde hørt sådan ‘sprog’ og slet ikke gentaget. Min far og onkel morede sig med at drille hende. Det er ikke en fantastisk historie set i det store billede, men for vores familie spiller MiddelFART en rolle i vores fortællinger.


Spørgsmålet er stadig… har de fartkontrol i Middelfart?


Læs mere