Den livsstørrelse bys blog: Cykeldesign Arkæologi - De ti detaljer, vi gerne vil have tilbage


Der er en verden af fantastiske og praktiske design detaljer fra mere end 130 års mainstream cykelkultur. Mange ting, der plejede at være helt normale og ofte standard på cykler, er forsvundet fra radaren. Årsagen til det er ingen hemmelighed. Eftersom cyklen som transportmiddel gradvist blev skubbet ud af byerne, mens byplanlæggere fortsatte med at gøre plads til biler fra 1950’erne og fremefter, fokuserede de tilbageværende cyklister på sport og rekreation og ikke meget andet. Cyklen blev forvist fra at være demokratisk bytransport til … legetøj. Captain Spandex og hans band af “vægt-økonomiske” skrottede overflødige detaljer hurtigere end hurtigt nedstigende varmluftballonister. Hurtigere, kammerat! Lettere, mand!

Men jeg besluttede at fortsætte med en arkæologisk udgravning og støve de ti design detaljer af, som jeg elsker - og som jeg ønsker var standard igen nu, hvor 99% vender tilbage til cyklerne i vores byer.

Der er grundlæggende tilbehør, der stadig er standard i mainstream cykelkulturer som skærme, kædeskærme, nederdelsbeskyttere og støtteben. De er ikke inkluderet her i almindelig forstand, fordi de aldrig rigtig forsvandt - undtagen i områder hvor cykling som transport blev frarøvet gaderne.



Selvfølgelig har næsten hver cykel i Danmark og Holland og alle mainstream cykelbyer kædeskærme. Ja, det er den mest åbenlyse tilføjelse til en cykel sammen med skærme. At cykle uden en er som at skate uden klinger. Stilen på kædeskærmene er dog blevet meget kedelig. I gamle dage lagde ethvert cykelmærke med respekt for sig selv meget kærlighed i at designe deres kædeskærme.


Min 1955 Crescent cykel har et håndtag på stangen, der er vidunderligt afbalanceret og gør det nemt at løfte cyklen op. Især gamle svenske cykler af forskellige mærker har denne håndtag, men det var en design detalje, der var mainstream i lang tid. Hvis du ikke havde en svejset på stellet (du stakkels ting), kunne du købe en aftagelig en som den øverst til højre, som blev spottet på en 1920’ers cykel i Ferrara, Italien.

Jeg bruger ikke min så ofte, men når jeg gør det, elsker jeg det. Genialt tænkt. De danske design principper omkring Praktisk, Funktionel og Elegant er alle i spil her.


Åh, dynamoen. Den klodsede, akavede onkel til familiecykelfesten, men stadig charmerende. De fleste, du ser i dag, er vintage, men de bliver stadig lavet - som på den nye cykel øverst til højre. Jeg begræder den svindende dynamo af ren æstetisk synspunkt. En lille motor, der lænede sig mod dit hjul og lavede en beroligende summen, mens du trådte i pedalerne. For ikke at nævne, at du kunne se din indsats betale sig i form af en blinkende lysstråle.


Nederdelsbeskyttere overlever og viser ingen tegn på at forsvinde - bare sandsynligvis ikke hvor du er. Et andet simpelt, men praktisk tilbehør, der er et must for bylivet. Ordet “nederdelsbeskytter” er en kønsbestemt, engelsksproget opfindelse. På dansk kaldes de “frakkeskåner” - eller “frakkebeskyttere”, fordi alle bærer frakker og de fleste var lange, fine frakker dengang.

Ligesom med kædeskærme, blev mange nederdelsbeskyttere lavet med en stor dosis design kærlighed. Hæklede nederdelsbeskyttere var en sensation i mange lande for et århundrede siden. Jeg har set dem på cykelmuseer i mange lande - nogle helt tilbage fra slutningen af ​​det 19. århundrede. Gummi- eller elastiknederdelsbeskyttere som den nederst til venstre er stadig billige og tilgængelige i Italien og Brasilien, blandt andre lande. Nyere versioner som den øverst til venstre er meget udbredte - og de fleste kvindelige cykler i Danmark har dem inkluderet. Men pokkers, der plejede at være så meget mere stil derude.


Disse enkle gummi-vedhæftninger til dit styre har en simpel funktion. De beskyttede både kromet på dit styre og væggen, du lænede cyklen op ad, når du parkerede. Det var den design detalje, jeg måtte bruge mest tid på. Jeg bemærkede dem første gang i Italien for nogle år siden og så mange af dem, men jeg har virkelig ikke set dem andre steder. Måske er dette designelement mindre relevant nu, hvor de fleste cykler har støtteben, men på et tidspunkt i historien tænkte nogen på denne ting, designede den og fik den produceret. Simpelt og elegant. [image link] De sikkerhedsnørder, der klager over cyklister, der lytter til musik eller checker deres smartphones (men virker mindre bekymrede for bilister, der gør det), vil helt sikkert hade disse. Avisholdere var populære i mange årtier i mange lande. Det er altid værd at huske på, hvor meget vi værdsatte vores daglige avis. Nederst til venstre er designet perfekt til at bære din avis foldedet på din cykel. Designet øverst til venstre tager det dog til det næste niveau. Jeg købte denne i Italien. Du kan bære din avis, men du kan også folde den op til den artikel, du vil læse, og læse den mens du cykler. Det er bogstaveligt talt det, den er designet til. Jeg så faktisk en ældre herre gøre det i Ferrara, men desværre havde jeg ikke mit kamera med mig. Selvfølgelig har de endda et navn på italiensk: ‘portagiornali’ - avisbærer. Det var faktisk en helt normal aktivitet dengang. Øverst til højre er en seksdagesløbsrytter, der går igennem bevægelser i nattens mulm og mørke og læser avisen, mens han kører. Du og din holdkammerat skulle køre 24 timer i døgnet i de berømte seksdagesløb, men der var ingen konkurrencemæssig cykling om natten - bare bevægelser. Hvis du vil tjekke sportsresultaterne eller læse nyhederne, mens du cykler, så hold øje med skiltet, jeg fandt i Holland, nederst til højre. [image link] Engang standard alle steder - jeg har kun set den beskedne navlepensel her i København, hvor du stadig kan købe dem nemt hos de fleste cykelbutikker - og nogle gange i Holland. Den sidder der bare stille og roligt og snurrer omkring dine nav, mens du kører. Holder dem fri for fedt og snavs. Åh, simpliciteten. Praktikaliteten. Perfekt. [image link] Den eneste egentlige konkurrence til skønheden ved tidlige cykelplakater er kunstformen kendt som hovedemblemer. For guds skyld, der er tusindvis af dem derude fra de sidste 130 år, og de fleste af dem er helt fantastiske. Hver cykelmærke, der værdsatte sig selv, ville lægge indsats i deres logo og overføre det til hovedemblem. Fra det enkle ‘H’ øverst til højre på en Hamlet-cykel fra 1930’erne i min baggård til de graverede detaljer i hovedemblemer som dem fra Husqvarna og Wirma øverst til venstre. Min designhjerte slår hårdt. Og før krigen var de lavet af massivt metal, indtil aluminium blev mere almindeligt. [image link] Samlingen nederst til venstre er alle fra Letland alene. Vi ser heldigvis nogle designdyrkelse blive sat ind i hovedemblemene i disse dage. I midten til højre har det danske mærke von Backhaus skruet op for indsatsen ved at sætte et mellem cylinderne på rammen. Nederst til højre er et påhængsmærke, der er funky, fra en dansk designer. Kunstformen blev ikke begrænset til hovedemblemer. Jeg har et årligt cykellicens, der ligner et hovedemblem, fra 1940’erne i Catalonien. Du vedhæftede det bare et sted på din cykelramme. Stadig smukt. [image link] Klokken er stadig i brug og bliver ikke væk. Igen og igen beklager jeg de tabte designtraditioner. Vintage designdetaljer på gamle klokker er fantastiske. Håndværk og stolthed og designprocessen blev lagt i dem. Nu produceres de primært i kinesiske fabrikker i containere. Med DET sagt er der i det mindste mange designs på markedet i dag. Noget for enhver smag og tilbøjelighed. Men ikke så mange lavet af massivt metal med en kraftfuld dring dring, ding dong eller ding længere. [video link] Dette er hjullåsen på min Husqvarna-cykel fra 1948. Standarden dengang. Stopper forhjulet i at vippe, når den er parkeret på et støtteben. [source] Colville-Andersen kl. 18:29.


Læs mere