Der var for nylig en symbolsk razzia mod cykler sidste uge, hvor politiet gik efter vores cyklende borgere for sjov og profit. Der var dækning på alle nyhedskanaler om, hvordan politiet uddelte bøder, og i hver udsendelse og i hver avisartikel blev ét tal nævnt. 20.000 cyklister bliver indlagt på hospitalerne hvert år i Danmark. Det havde absolut ingen sammenhæng med cykelrazziaen, men blev gentaget igen og igen.
Jeg tænkte på påvirkningsheuristikken i forhold til, hvordan vi bør fremme cykling. Wikipedia har en side om påvirkningsheuristikken, men Eliezer Yudkowsky har en fantastisk artikel om det på den fremragende Less Wrong blog - en “fælles blog dedikeret til at forfine kunsten af menneskelig rationalitet.”
Som Yudkowsky siger: “Påvirkningsheuristikken er, når subjektive indtryk af godhed/dårlighed fungerer som en heuristik - en kilde til hurtige, perceptuelle vurderinger. Behagelige og ubehagelige følelser er centrale for menneskelig tænkning…” En artikel, jeg ser frem til at få fingrene i, er “The affect heuristic in judgments of risks and benefits. Journal of Behavioral Decision Making” af Finucane, M.L., Alhakami, A., Slovic, P., Johnson, S.M.(2000)
Påvirkningsheuristikken er mere i spil end nogensinde i moderne samfund, takket være den beklagelige udvikling af The Culture of Fear. Ikke mindst her i Danmark.
Tallet “20.000 cyklister indlagt på hospitalet” er ikke et tal, som en dusin journalister googlede tilfældigt. Det er et tal, der blev udsendt i en pressemeddelelse, så journalister ikke behøver at tænke selv. Ikke overraskende er det den danske Vejdirektorat, der kontrollerer distributionen af sådanne statistikker. De burde virkelig åbne en bilforretning ved siden af.Sådanne statistikker har utroligt negative effekter på risikovurderingen. I løbet af de sidste to år er strømmen af negative statistikker øget. Det største problem er, at hvis man har en lækage af negativitet, så bør man også have en prop. Vi har brug for en prop her i Danmark. Vi har brug for modvægt mod bilcentreret informationsstrøm. Vi har brug for folk, der kæmper for cykling, fordi vi er ved at udrydde det. Det er det, cykellobbyisme handler om.
Når jeg kigger rundt om i verden på mine kolleger, som jeg har mødt, er der mange, der arbejder hårdt på at få en prop.Fietsersbond, CTC i Storbritannien og FUBICY i Frankrig springer i tankerne. De modvirker den negative presse og ødelæggende statistik, der filtrerer ud fra andre organisationer. Cyklister op i Storbritannien! Øh ja…men cykling er faktisk steget, så antallet af ulykker er nedsat. Sikkerhed i antal-princippet. Duh…
Hvis man gentager noget som “20.000 cyklister ender på hospitalet hvert år”, begynder det at synke ind, at cykling er “farligt”. Dette er påvirkningsheuristikken, der spiller ind på alle de forkerte måder. I pressen hører vi aldrig detaljer om disse besøg på skadestuen. Mange, hvis ikke de fleste, er mindre skader på arme og ben. Vi hører ikke, om de fleste cyklister går ud af skadestuen og cykler hjem, hvilket er meget sandsynligt. Jeg husker en statistik fra Norge om, at 90% af cyklister, der besøgte et hospital, var på deres cykel igen inden for en uge. En vigtig detalje at inkludere, synes du ikke? Det giver en rationel balance til chokværdien. Jeg var faktisk på hospitalet sidste uge. Bare for nogle tests. Fik snakket med lægen, der fortalte mig, at hun pendler med tog fra Odense - halvanden time væk fra København. Jeg spurgte, uskyldigt nok, om hun havde en cykel parkeret ved Nørreport station - som er en 10 minutters cykeltur fra Rigshospitalet. Nej, nej…hun “tør ikke cykle i København”. Jeg forsikrede hende om, at vi bor i et af verdens to sikreste lande at cykle i. Hun var interesseret i at høre det, men hun er blevet påvirket - påvirkningsheuristikken igen - af den negative presse, cykling har haft de sidste to år.
Byens Cykelkontor ved, at skambidning af folk fra cykler ikke gør nogen nytte. I et interview med en Toronto-avis sagde Andreas Rohl, projektleder for Københavns cykelinfrastruktur, “Vi forsøger aldrig at tale om cykelsikkerhed i offentligheden. […] Vi føler bare, at hvis vi begynder at tale offentligt om sikkerhed, vil folk begynde at tvivle på, om det er sikkert at cykle…”
Dette er åbenbart, hvordan Vejtrafikrådet ‘sælger cykling’ i Danmark
Lad os se på tallene. Danskerne cykler 30% mindre end de gjorde i 1990. Ifølge den fantastiske forskning af Prof. Lars Bo Andersen ved Syddansk Universitet, hvis vi stadig cyklede de 30%, kunne vi redde 1500 liv om året på grund af cyklens sundhedsmæssige fordele. Vi talte faktisk begge ved en konference sidste år, og jeg spurgte ham om det. Han sagde, at 1500-tallet er lavt. Meget for lavt. Jeg ser frem til at se, hvilket tal han når frem til.
Skulle denne positive nyhed om de sundhedsmæssige fordele ved bycykling ikke gentages konstant? Skulle stats som disse ikke være en af pluggene for at stoppe strømmen af bilcentreret information? Lad os se på tallet 20.000 med lægperspektiv. Ifølge de nationale statistikker cykler 18% af danskerne hver dag.
Der er 5.540.241 mennesker i Danmark, ifølge de seneste tal fra sidste måned.
Det betyder, at der er 997.243 mennesker, der pendler til arbejde eller skole hver dag. Lad os være realistiske, men samtidig konservative. Lad os gøre det tal til 1,3 millioner for at inkludere småture på cykel, der aldrig bliver inkluderet i pendlerstatistikkerne. Det er sandsynligvis meget højere. Så … 1.300.000 mennesker bruger en cykel hver dag. 20.000 bliver indlagt på hospitalet på grund af mindre eller alvorlige skader. Det betyder, at kun 1,5% - sandsynligvis mindre - af vores daglige cyklister er uheldige nok til at have brug for lægehjælp. På den anden side cykler de 1,3 millioner mennesker hver dag. 1,3 millioner mennesker gange 365 dage = 47.450.000. 20.000 indlæggelser på hospitalet udgør 0,042%. Wow … det ser godt ud. Hvilken overskrift er mest positiv og sandsynligvis vil opfordre folk til at cykle? 20.000 cyklister indlagt på hospitalet hvert år! Eller
Kun 1,5% [eller 0,042% hvis du vil] af cyklisterne bliver indlagt på hospitalet hvert år! De fleste af dem med mindre skader!
Trafikdødsfald er altid tragiske. Der er ingen tvivl om det. I Danmark bliver omkring 45-50 cyklister dræbt i trafikulykker. Som alle andre steder dør flertallet i ulykker med biler. Derfor må vi ikke ignorere elefanten i rummet.
Lad os sige, at 50 cyklister mister livet hvert år. Ud af de samme 1,3 millioner danskere. Det udgør 0,00384%. Lad os afbalancere det med det faktum, at ifølge den omfattende forskning af Prof. Lars Bo Andersen, lever cyklister syv år længere, er mindre syge i løbet af livet og har en højere livskvalitet. Og jeg husker at have læst, at FORDI vi cykler så meget, redder vi 600 liv om året! Det er fantastiske nyheder! Hvor er overskrifterne? “Det er sikkert at cykle!” “Sikkerhed i antal … hop på din cykel og gør cykling sikrere!” “600 liv reddet hvert år ved at cykle!” “Red dit liv! Tag cyklen!” Osv. Ad libitum. Der er meget snak om risiko pr. kilometer [eller mile] rejst. Dette er sandsynligvis den mest bilcentrerede twist på trafikstatistikken i historien. Jeg hørte for et år eller deromkring siden, at denne måde at vinkle statistikken på var en opfindelse af bilindustrien, men jeg har aldrig kunnet finde ud af, hvor den oprindeligt stammer fra eller hvornår den blev taget i brug. Alt dette får det til at føles lidt som mysteriet omkring opfindelsen af Cap-and-Trade C02-handelsordningen af Enron, Goldman Sachs og Al Gore. Hvis risiko pr. kilometer var noget værd, ville rumrejser være den mest sikre form for rejse. Men efter en hurtig Google-søgning lærte jeg, at 32 astro/kosmonauter er døde ud af 517 mennesker, der har rejst i rummet. Ikke gode odds. Jeg vil holde mig til min cykel. Den tager mig til månen og tilbage hver dag. Pointen er, at vi, der ønsker at fremme cykling, bør fokusere mest intensivt på at imødegå forsøgene fra andre på at brande cykling som farlig. Inklusive dem, der præsenterer negative statistikker. Det handler om at fremme cykling, det er grundlæggende markedsføring.
Vi gør det ikke godt nok. Det er vanvid.
.
