Copenhagenize.com - Cykelkultur ved design: August 2009

En australsk journalist har skrevet en artikel, hvor hun udtrykker sin utilfredshed med de tydelige ulemper ved at skulle dele vejen / cykelstierne med “lycra tabere”. ‘At udtrykke sin utilfredshed’ er nok en stor underdrivelse.Denne kvinde siger: “Jeg cykler på min fattigdomshybrid til arbejde i mit arbejdstøj, og jeg kører afslappet derudaf, mens lycra-brigaden suser forbi med hørlige støn af foragt over min tydelige mangel på cykelstil. Hvis jeg tør stå i vejen for dem med en vaklende start ved lyskrydset, vil de verbale fornærmelser gøre dit hår krøllet.

Jeg smiler bare venligt og lister afsted som en glad lille skildpadde, der uundgåeligt indhenter lycra-brigaden ved de mange lyskryds mellem hjem og kontor."

Det er nødvendigt at læse hele artiklen for at forstå hendes pointe, hendes humor og hendes raseri.

"Lycra taberne er på vej ned ad bakke"

Hun har en personlig æstetisk synsvinkel på cykelbeklædning - hun hader dem og synes de ser fjollede ud. Hun rasende imod den subkulturelle attitude, som hun kalder ’lycra taberne’. Generelt ønsker denne kvinde i Melbourne blot at kunne cykle til arbejde i fred. Nyde turen, som man siger.Hun går i flæsket på lycra-massen på hendes gader og cykelstier med gift. Man kan tænke, hvad man vil om hendes synspunkt - og jeg er sikker på at alle, der læser dette, har en mening om det.Det interessante er at bemærke, at dette blot er historien, der gentager sig selv. Lad os træde et skridt tilbage. I midten og slutningen af ​​1800-tallet dukkede tohjulede op med forskellige navne. Blandt dem “Ordinary” eller ‘Penny Farthing’. De var et øjeblikkeligt hit blandt de velhavende, der var de eneste, der havde råd til dem. De unge mænd fra disse overklasser, som ikke havde meget andet at tage sig til, fandt hurtigt ud af, at det var fornøjelig god underholdning at konkurrere på maskinerne og bevise, at de var de mest dristige daredevils på kvarteret. ‘Galslående’ fart stammer fra cyklens tidlige dage, især Ordinary.I et par årtier var cyklen et domæne for de velhavende, især de unge mænd, og næsten ingen andre.

Ind i billedet trådte sikkerhedscyklen. Hurtigere end du kan montere og sætte maskinen i gang, stod alle i kø for at købe en. Der er utallige referencer til, hvordan sikkerhedscyklen viste sig at være et fantastisk demokratiseringsredskab. Den befriede arbejderklassen - og i den proces gav den dem mulighed for at prutte af mod “Dandies” - og det siges endda at have forbedret genpoolen. På landet gav cyklen arbejderne mulighed for at udvide deres arbejdsradius og finde arbejde i byer og på gårde længere væk. Den øgede radius gav dem også mulighed for at finde koner i de nu ikke så fjerne byer.Cyklen befriede også kvinder. Der hang ingen “kun for mænd” eller “kun for rige” skilte i cykelbutikkerne. Kun en prisseddel med et tal, der var tilgængeligt for alle. Kvinder hoppede på vognen.

“Den sikre cykel opfylder et stort behov for kvinder i enhver samfundsklasse … den kender ingen klasseskel, er inden for rækkevidde for alle, og både rig og fattig har mulighed for at nyde denne populære og sunde motion.” “En velsignelse for kvinder,” The Bearings magasin, 5. september 1895.

Denne populære omfavnelse af en tidligere elitær hobby blev ikke velkommen af ​​"Dandies”. Der var en - primært verbalt - oprør mod arbejdere og kvinder, der valgte at cykle. Der var meget latterliggørelse, spytten og trusler. Over hele verden.Fortællerens forfatter har den fordel over kvinderne og arbejderne i slutningen af ​​1800-tallet. Hun behøver ikke at bide sin tunge som kvinderne tidligere. Hun har ordets magt og medierne.Men hendes raseri mod den elitære cyklingssubkultur, der har haft en lydmonopol på tohjulet fornøjelse i mindst tre eller fire årtier, er forståelig. Hendes reaktion er blot historien, der gentager sig selv. Du kan tage hendes tone og humor til efterretning, men hendes reaktion er vigtig.

I øvrigt, her er en anden reaktion, denne gang fra San Francisco, der henviser til ‘hornets’.

Der er så meget snak på internettet i samme retning. Slængen af kopisider, der efterligner Copenhagen Cycle Chic, er et bevis på, at vi er godt på vej til at redemokratisere cyklen. Den langsomme cykelbevægelse også. Artiklen fra Australien understreger ikke desto mindre, at selvom vi har medvind, venter der stadig en lille op ad bakke.

Cykling vokser stadig, men markedsføring af cykelkultur er afgørende, hvis vi skal genopfinde vores byer og placere cyklen tilbage på sin retmæssige plads som EN hobby og sport OG som en brugbar, acceptabel og lige transportform for masserne.


Tak til Mike Rubbo for linket.


Læs mere