En australsk journalist har skrevet en artikel, hvor hun giver udtryk for sin utilfredshed med de klare ulemper ved at skulle dele vejen / cykelstier med "lycra tabere". 'At give udtryk for utilfredshed' er sandsynligvis en stærk underdrivelse. Denne kvinde siger:
"Jeg cykler til arbejde på min fattigdomspakke hybrid i mit arbejdstøj, mens jeg kører afslappet afsted i et roligt tempo, mens lycra-brigaden suser forbi med hørbar ærgrelse over min tydelige mangel på cykelstil. Hvis jeg tør komme i deres vej med en ujævn start ved lyskrydset, ville den verbale misbrug få dit hår til at krølle sig. Jeg smiler bare høfligt og trisser afsted som en glad lille skildpadde, der uundgåeligt indhenter lycra-brigaden ved de mange lyskryds mellem hjem og kontor."
Det er nødvendigt at læse hele artiklen for at forstå hendes pointe, hendes humor og hendes raseri."Det er kun ned ad bakke for lycra-taberne"
Hun har en personlig æstetisk synsvinkel på cykelbeklædning - hun hader det og synes, det ser latterligt ud. Hun rasler mod den subkulturelle attitude hos dem, hun kalder 'lycra-taberne'. I bund og grund ønsker denne kvinde i Melbourne bare at kunne cykle i fred til arbejde. Nyder turen, som det siges. Hun angriber lycra-flokken på gaderne og cykelstierne med giftighed. Du kan mene, hvad du vil om hendes synspunkt - og jeg er sikker på, at alle, der læser dette, har en mening om det. Det interessante at bemærke er, at dette blot er historien, der gentager sig. Lad os træde et skridt tilbage. I midten af 1800-tallet begyndte tohjulede opfindelser at dukke op med mange navne. Blandt dem "Ordinary" eller 'Penny Farthing'. De var et øjeblikkeligt hit blandt de velhavende, der var de eneste, der havde råd til dem. De unge mænd fra disse overklasser, der ikke havde meget andet at lave, indså hurtigt, at det var muntret sjov at konkurrere på maskinerne og bevise sig selv som den mest djævelske daredevil på blokken. 'Slashende' hastighed stammer fra cyklens tidlige dage, især "Ordinary". I et par årtier tilhørte cyklen de velhavende, især de unge mænd, og stort set ingen andre.
Der kom sikkerhedscyklen. Hurtigere end du kan montere maskinen og sætte i gang, stod alle i kø for at købe en. Der er utallige referencer til, hvordan sikkerhedscyklen viste sig at være et fantastisk demokratiseringsværktøj. Den befriede arbejderklassen - og i processen gav den dem muligheden for at vise fingeren til Dandy'erne - og det siges endda at have forbedret genpuljen. På landet gav cyklen arbejdere mulighed for at udvide deres rejseradius og finde arbejde i byer og på gårde længere væk. Den udvidede radius gav dem også mulighed for at finde koner i disse nu ikke så fjerne byer. Cyklen befriede også kvinderne. Der var ingen "kun for mænd" eller "kun for velhavende" skilte hængende på cyklerne i cykelbutikkerne. Kun en prismærkat med et tal, som var tilgængeligt for alle. Kvinder hoppede på cyklen.
"Cyklen opfylder et meget tiltrængt behov for kvinder i enhver samfundsklasse... den kender ingen klasseforskel, er inden for rækkevidde for alle, og både rige og fattige har muligheden for at nyde dette populære og sundhedsfremmende træningsmåde." "En Velsignelse for Kvinder," The Bearings magazine, 5. september 1895.Det var ikke alle, der bifaldt denne populære omfavnelse af en tidligere snobbet hobby. Der var et - mest verbalt - oprør mod arbejdere og kvinder, der valgte at cykle. Der blev spottet, spyttet og truet meget. Over hele verden. Heldigvis var tiltrækningskraften ved cyklen og dens demokratiske værdier for stærke, og den kom hurtigt ind i det offentlige rum. Befrielse for alle. Tilbage til Melbourne. Journalisten, der skriver denne artikel, har en fordel i forhold til kvinder og arbejdere i slutningen af 1800-tallet. Hun behøver ikke bide tungen som kvinderne i fortiden. Hun har magten til at bruge ord og medierne. Men hendes tirade mod den snobbede cykelsubkultur, der har nydt en solid monopol på tohjulede fornøjelser i mange lande i mindst tre eller fire årtier, er forståelig. Hendes reaktion er blot historien, der gentager sig. Du kan tage hendes tone og humor eller lade være, men hendes reaktion er vigtig.For øvrigt er her en anden reaktion, denne gang fra San Francisco, der henviser til 'hvepsene'.
Der er så meget snak på internettet i samme tone. Den overflod af copycat-sider, der efterligner Copenhagen Cycle Chic, er et bevis på, at vi er godt på vej til at genskabe cyklen som en demokratisk transportform. The Slow Bicycle Movement, det også. Austraierens artikel understreger dog, at selvom vi har en medvind, er der stadig en lille stigning forude.
Cykling vokser stadig, men markedsføring af cykelkultur er afgørende, hvis vi skal genopfinde vores byer og gensætte cyklen på dens retmæssige plads som EN både hobbyaktivitet og sport OG en mulig, acceptabel og ligeværdig transportform for masserne.
Tak til Mike Rubbo for linket.
