Jeg fik endelig taget mig sammen til at udsætte The Lulu for en simpel test. Jeg har haft til hensigt at gøre det i lang tid, og i går aftes kastede vi os ud i den urbane kamp. Jeg tænkte, at Verdens yngste urbanist nok ville have en god chance for det. The Lulu, siden hun var 3 1/2 år gammel, har leveret en konstant strøm af urbanistisk visdom. Faktisk har jeg hende med i de fleste af mine keynote-taler rundt om i verden. Pointen er, at børn er bedre til at planlægge livsstørrrelsess byer end et rum fuld af voksne. Mens vi gik rundt i vores kvarter for et par år siden, smed hun endnu en visdoms-bombe. Vi ventede ved et rødt lys. Hun var lidt stille og kiggede rundt. Pludselig ser hun op på mig og siger, "Hvornår vil min by passe til mig, Daddy?"

Det var frustrerende for hende at være så lille i det urbane landskab. Jeg forsikrede hende om, at hun ville vokse. Hun trak bare på skuldrene og sagde "ja". Det vidste hun godt. Men på det øjeblik følte hun ikke, at hendes by passede til hende. Den følelse blev hos mig. Jeg begyndte at tænke grundigt over, om min by passer til MIG. I det store og hele gør den det, denne København af min. Men der er stadig mange steder i denne by, hvor den ikke passer. Og de fleste byer i verden føles ikke som om, de passer til mig. De føles ikke som livsstørrelsesbyer. Den sætning, jeg kom op med, er direkte resultat af The Lulus kommentar. Jeg brugte sætningen i titlen på en af mine TED x-taler:

Derudover er det nu også titlen på min nye tv-serie - med premiere i 2017 - The Life-Sized City.

The Lulus observationer kan være dybe, men de kan også være enkle. Sådan som denne her. At lade hende løbe rundt med et kamera i hendes urbane landskab giver også interessante resultater inden for gade-fotografi.

Efter at hun begyndte at levere sin visdom, begyndte jeg at tænke over, hvad børn kunne bidrage med. Jeg involverede Lulus storebror og hele hans 3. klasse i dette projekt. Og jeg forbløffes stadig over den logik og rationelle tankegang, som børn anvender.