Sidste uge, mellem snevejr, tog jeg til øen Amager for at hente nogle ting, jeg havde købt af en ven, der skulle flytte tilbage til Brooklyn.

Det var ikke en tung last, men det var en af de mere brogede læsninger, jeg har haft på Bullitt. En skuffesæt fra en gammel kemiker, en rislækker, en dvd-afspiller, en vintage pastamaskine og en række bøger. Jeg har læst dem alle før, men det var på tide at læse dem igen.

Jeg køber - og selvfølgelig læser jeg - et vanvittigt antal bøger hvert år. Jeg har dog udviklet en vane med at slippe af med dem, når jeg har læst dem. Det begyndte i 1999. Jeg havde over 1000 bøger i min lejlighed og i et klart øjeblik indså jeg, at ved at beholde dem i lejligheden holdt jeg dem væk fra det litterære marked. Det var som at låne en delecykel og derefter ikke returnere den. Jeg kan godt lide, når folk har et bibliotek derhjemme, men pludselig tiltalte det mig ikke længere. Jeg donerede dem alle til biblioteket. Selv efter 11 år laver jeg stadig regelmæssige ture til biblioteket med bøger - flere gange om året. De siger ikke nej til nye bøger, kun dem læst én gang. Hvem vil det?

I denne omgang er der Kurt Vonneguts roman fra 1985 "Galapagos". I den er der en futuristisk enhed kaldet Mandarax, der kan oversætte tusindvis af sprog øjeblikkeligt, samt mange andre funktioner. Den ligner faktisk en smartphone. Og det var lidt uhyggeligt at læse om denne nye smartphone-funktion kaldet Word Lens.

Så er der Sartres "Kvalme", Conrads "Mørkets hjerte" og en dansk oversættelse af Webers "Den protestantiske etik og kapitalismens ånd". Ikke vist er en samling af Dr. Seuss-historier til børnene.

At sende bøger videre til gavn for andre læsere minder om cykler. Jeg samlede i dag nogle gamle børnecykler op i gården bag vores bygning og cyklede dem ned til de gode mennesker hos Baisikeli. Ikke overraskende fulgte jeg en anden Københavner, der transporterede noget stort på deres cykel. Et madras iøjenfaldende.

I modsætning til bøger og cykler bliver venner. Biblioteket vil ikke have dem. Nogle af vores venner bor i forstæderne og tager toget ind, når drengene er ude om aftenen. Godt jeg havde Bullitt'en. Det var svært at få den op i fart, men så rullede den pænt. Især efter et par drinks.

Det er primært børnene, jeg slæber rundt på ladcyklen. Her er Felix og jeg på vej hjem i sneen en aften.