Dette er en artikel af en gæsteskribent, der er inviteret til at poste her på Copenhagenize.com. Michael Druker har en fantastisk blog med titlen Psystenance - Bæredygtighed gennem sindets øje og skrev denne artikel for et par dage siden. Jeg inviterede ham til at tillade mig at poste den her, og han var venlig nok til at acceptere.

Ned med "Ivige cyklister"

Som om det ikke var nok, at vi skræmmer folk væk fra at cykle med vores bilorienterede infrastruktur og endda en socialt konstrueret frygt for cykling, gør vi det også ved at marginalisere cykling som noget der kun gøres af den slags mennesker der cykler. Tæl i tankerne hvor mange gange du har set nyhedsrapporter eller kommentarer omtale "ivige cyklister", og hvor mange gange du selv har brugt denne term. Udvis "ivig cyklist" fra dit ordforråd. Sprog som dette, der marginaliserer os selv, er grunden til at vi ikke kan have god infrastruktur.

Ved at bruge og bifalde brugen af denne term, hjælper vi med at forstærke vores tendens til at negligere påvirkningen af situationen og overattribuere adfærd til personens egenskaber. Med andre ord er det at labelle dem der frivilligt cykler som "ivige cyklister" en måde at sætte den svære og interessante opgave med at gøre vores byer mere egnede til cykling til side, til fordel for den lette historie om cykling som noget "anderledes", som noget der bliver gjort af mennesker der ikke er normale. Hvorfor gøre byen til et bedre sted at cykle, hvis kun dem der allerede er cyklister, vil gøre det? Hvorfor spilde byens penge på dem?

Bemærk opdelingen i os (almindelige mennesker) og dem (ivige cyklister). Skal vi virkelig aldrig mødes? Nej, det er ikke sandt.

Jeg påstår, at i de fleste nordamerikanske byer, vil du finde mange mennesker der cykler i hverdagen, men de fleste af dem er ikke særlig ivige. Cykler de i mørke? Cykler de altid på vejen? Cykler de i alle dele af byen? På alle årstider? Svarene er et rungende nej. Og årsagen er at flertallet cykler når situationen gør det let og attraktivt for personen der overvejer muligheden. Ivige cyklister burde være modstandsdygtige cyklister, men faktiske nordamerikanske cyklister er lunefulde. Med deres rekreative cykler og den dårlige infrastruktur, de har adgang til, er de cyklister der kun cykler når vejret er dejligt og på mindre befærdede veje. Nogle steder virker så motorkongdomsagtige at cykling som transport virker fuldstændig absurd for mange. For at tage udfordringen op skal cyklister være ivige - dyrke det som sport, som motion, for at bevise et punkt. Men dette beskriver færre steder end du tror. Jeg ved at det absolut ikke beskriver Kitchener-Waterloo, Ontario, men "ivig cyklist" synes stadigvæk at være tankegangen her.

Der er en sørgelig ironi i antallet af nekrologer der fremkommer ved en søgning efter "ivig cyklist". Hvis vi i stedet for at marginalisere cykling, faciliterer det gennem infrastruktur og opfordrer almindelige mennesker til at cykle, vil færre mennesker dø på vejene og de der cykler vil være sundere for det. Vi skal frigøre cyklingen fra begrænsningen af rekreation. Vi skal få utility cykler ind i vores cykelbutikker. Og i stedet for at samtalen handler om cyklister, skal det handle om almindelige mennesker der benytter sig af den tohjulede mobilitet der er tilgængelig for dem - fordi det er effektivt og sjovt.